I 1998 tonede franske Monique Moullé-Zetterström frem på de danske skærme som talsperson for teleselskabet Mobilix under det markante reklameslogan »Samtale fremmer forståelsen«.

Mobilix blev ikke en succes – til gengæld fremstår sloganet i dag yderst aktuelt og visionært. For her 20 år efter er der mere brug for samtale end nogensinde før.

Politiske debatter ligner efterhånden mere boksekampe, hvor man kæmper om at få det afgørende stød ind. Men det er en form, der fremmer polarisering, hvor vi holder op med at lytte til hinanden på tværs af holdninger og bevæger os ind i ekkokamre.

Den hårdeste tone finder man i de digitale og sociale medier, men de har en afsmittende virkning, så boksekampen trænger også ind i klassiske medier som TV og radio – f.eks. Debatten på DR. Men boksekampen er en uegnet ramme til at lade holdninger brydes som grundlag for at nå frem til mulige løsninger på de mange dilemmaer, som en stadigt mere kompleks virkelighed består af. Behøver det være sådan?

Bryder fastlåste positioner

Jeg har i den senere tid fulgt et program på TV, som bygger på samtalen, og jeg har kunnet iagttage på mig selv, hvordan det i langt højere grad får mig til at lytte og bryde med de fastlåste positioner.

Det gælder News & Co på TV 2 News fra 16 til 18, og jeg er ikke ene om at have tilvalgt programmet. Siden starten for et år siden er sharen (andelen af den samlede sening i det tidsrum) steget til 8,5 her i starten af 2018, hvilket er en høj share for TV 2 News, og i løbet af de to timer er omkring 170.000 danskere forbi programmet

Konceptet er, at to studieværter tager fat i nogle af dagens emner sammen med tre gæster, der så sætter nogle holdninger på de forskellige historier. Det er ikke kun et hyggeprogram. Emnerne omfatter stort og småt – fra de store politiske dramaer på Christiansborg og store debatter som f.eks. udlændingepolitik til kunst, kultur, sport og både almindeligt og ualmindeligt hverdagsliv.

Paneldeltagerne repræsenterer et bredt udsnit af mennesker – lige fra meget kendte og eksponerede personer til mindre kendte og mindre eksponerede. Men de er alle reflekterende og vidende mennesker.

Det interessante er, at når paneldeltagerne er uenige – og det er de – så har de en samtale i stedet for at smide bastante markeringer i hovedet på hinanden. De lytter til hinandens argumenter.

I nogle tilfælde er det emner, som en af deltagerne ved noget om, men i mange tilfælde skal de forholde sig til ting som lægmænd ganske som de fleste af os andre, når vi følger med i nyhedsstrømmen. Derfor er der selvfølgelig ikke tale om dybtgående debatter mellem folk, der har indsigt i et emne eller politikere, der skal træffe beslutninger om det, men det ændrer ikke på, at formen er mere oplysende, og at den også kan fungere i andre sammenhænge. Jeg har faktisk oplevet – dog ikke ofte – to politikere fra forskellige fløje diskutere med hinanden på en måde, hvor de lytter og reflekterer over hinandens argumenter, og således har en samtale.

Handler om at få ret

Vender jeg blikket indad, kan jeg konstatere, at formen påvirker mig mere holdningsmæssigt end de klassiske og mere hårdtslående debat-programmer som f.eks. Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Den foregår mellem en række mennesker med fastlåste positioner, og det er yderst sjældent, at nogen flytter mig holdningsmæssigt. Ofte ender jeg med at blive træt af at lytte med. Det handler ikke om at blive klogere, det handler om at få ret.

I News & Co oplever jeg derimod, at jeg pludselig lytter til en person, som jeg normalt vil se som en, jeg er aldeles uenig i. Når paraderne falder, så risikerer man at komme til at reflektere mere og måske endda nuancere sine holdninger mere.

Det, synes jeg, er befriende og givende – det gamle reklameslogan viser sig at være helt rigtigt: Samtale fremmer forståelsen.

Men når det er sagt, kan det godt undre mig, hvorfor News & Co snarere er undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi lever i en tid, hvor der råbes højt overalt. Selvom vi i de sociale medier aldrig før har haft så gode muligheder for at »samtale«, så råber vi mere ad hinanden, end vi lytter, de traditionelle medier kører en aggressiv linje, hvor de hele tiden søger at fange en politiker på det forkerte ben, og politikerne bliver til båndsløjfer, der afleverer koreograferede budskaber igen og igen og igen.

Alle må jo gøre det, fordi de tror, det virker – at det er det, vi som forbrugere og vælgere vil have – men når jeg lytter i min omgangskreds, er der mange, som udtrykker træthed ved debatniveauet. Det kommer også til udtryk i andre sammenhænge, og der er ganske meget, som tyder på, at der er mange, som ikke bryder sig om formen. Måske lytter man lidt med som underholdning, men i et demokrati skulle en debat jo gerne medvirke til at forme holdninger, og det sker ikke, hvis folk i stedet lukker af.

Det er ikke nødvendigvis så overraskende. Med mindre vi er blevet nogle helt andre mennesker i de sidste 20-30 år, så kan vi finde forskningsmæssig belæg for, at de slagfærdige argumenter, der sætter modstanderen til vægs, ikke virker særlig godt.

Engang var der et program på Danmarks Radio, der hed Bytinget. Det fungerede som en slags retssag, hvor to advokater hver fremførte deres sag gennem en række »vidner«. Men det handlede ikke om kriminalitet – det handlede om samfundet, og med datidens teknologi identificerede man så gennem løbende afstemninger, hvordan holdningerne flyttede sig blandt tilhørerne.

Hvem vinder?

Det udgav retorik-professoren, Christian Kock, så efterfølgende en rapport om sammen med Charlotte Jørgensen og Lone Rørbech under titlen »Retorik, der flytter stemmer«.

De konstaterede dengang, at det ikke er de mest slagfærdige typer, der vinder debatterne. Det er de seriøse og engagerede – og dem, der faktisk også både lytter til og reflekterer over »modstanderens« argumenter. Personligt tror jeg ikke på, at det er så meget anderledes i dag, og derfor kan det undre, at vi alligevel alle sammen med skyklapperne på drøner af sted i en retning, som rigtig mange af os ikke bryder os om.

Ingen af os kan dog rigtig tillade sig at pege fingre ad nogen andre. Vi kan klandre politikerne, og det kommer måske til udtryk ved en øget politikerlede i forskellige analyser – men det er altså os selv, der beslutter, hvem vi stemmer på, så vi har de politikere, vi gør os fortjent til.

Vi kan også forsøge at klandre medierne, og der kan bestemt være mange gode grunde til kritisk diskussion af journalistik og medier. Men det er altså os selv, der vælger, hvilke historier vi klikker på. Medierne afspejler læserne.

Den primære skurk

Måske er det i virkeligheden den digitale verden, der er den primære skurk. Det er en hurtig, flygtig og zappende verden, som kan fremme efterspørgslen på enkle løsninger på komplekse problemstillinger.

Pointen er bare, at verden i mindre og mindre omfang er sort/hvid. Den er farverig og propfyldt med dilemmaer, hvor der ikke skal vælges mellem rigtigt og forkert. Man skal i bedste fald vælge den mindst ringe eller den bedst mulige løsning.

Men har vi som mennesker tålmodigheden til at prøve at forstå den udfordring, når vi i forvejen har ufatteligt travlt med at realisere os selv og vælge mellem det enorme udbud, som vi i dag har mulighed for at bruge vores tid på?

Så er det lettere at bede om en pakkeløsning, hvor man får serveret en klar og enkel holdning sammen med en løsning – og så ikke behøver bruge mere tid på det. Men debatten bliver derefter. Vi fravælger samtalen, der medvirker til at nuancere og afdække dilemmaerne – og derved forståelsen.