»Hey, høsten er i gang! Kunne det ikke være fedt at finde en landmand at tale med?«

Berlingskes lykkehold har ramt Fyn, et landbrugsmekka uden lige og helt sikkert beboet af nogle glade landmænd, der i disse dage hiver vinterhveden hjem. Det er i hvert fald den tese, vi lægger os fast på under vores lykkebrainstorm i bilen, og vi drejer derfor af mod Svendborg for at komme ud til de vidtstrakte kornmarker.

Der går dog ikke længe, før en anden, mere farverig afgrøde møder os. Solbær. I massevis.

»Hvem ejer dem? Måske inde på den gård?«

Vi holder ind, går op og ringer på. Døren åbnes af en rund mand med et imødekommende ansigt. Til spørgsmålet, om det er hans solbær, får vi et bestemt nej igen, men han kender ejeren. Hver ting til sin tid. Først bliver vi budt ind til en Albani Pils og appelsinvand til de kræsne.

Manden hedder Poul Erik Nielsen, og gården, han bor på, er faktisk hans fødehjem. Ud over en enkelt afstikker til Svendborg, mens konen Gurri var sygeplejerske, har han boet i Langå hele sit liv.

»Det er selvfølgelig en speciel følelse at bo her stadig, det er rart at have den forbindelse til sine rødder,« siger han.

Hans stemme er dyb og rumlende. Man bliver ikke just overrasket, da han forklarer, at han har røget, siden han var 11 år. Først cigaretter, siden cigarillos, da han blev ansat hos sin svigerfar.

»Det var sejere. Vi røg også cigarer, men de var fandens upraktiske!« siger Poul Erik Nielsen og griner.

Han fortæller, at konen er ude efter hindbær.

»Vi har guldbryllup i år, og vi vil servere hindbæris til dessert.«

Han ruller sin cigarillos på kanten af askebægeret.

»Faktisk er det et hundedyrt år. Jeg er lige fyldt 70 år, vi fejrer guldbryllup, og Gurri fylder 70 til efteråret,« siger han.

Selv om der er meget at glæde sig over i år, så har Poul Erik Nielsen det sådan, at lykkefølelsen flader lidt ud, jo ældre man bliver. Der er ikke de store sus i maven, som der engang var.

»Men jeg er tilfreds, og det betyder vel også, at jeg er lykkelig, for hvis man ikke er tilfreds, kan man ikke være lykkelig,« siger han.

Og markerne? Nå ja, det er Poul Clausens, og han bor oppe ved hovedvejen, fortæller Poul Erik Nielsen os og tømmer sin Albani.

»Hiv fat i konen, Dorthe, hende er der gang i,« siger han, mens han følger os ud.

På gårdspladsen er Poul Erik Nielsens egen kone kommet hjem efter hindbærplukningen.

»Det var en sløj omgang. Der var ikke engang nok til at mætte én,« siger hun og fremviser en halvtom bakke.

Hun kigger indgående på os, mens vi præsenterer os, derefter over på Poul Erik Nielsen.

»Har du nu røbet det hele til avisen?« griner hun opgivende.

»Ork ja, vi rydder forsiden!« driller vi.

»Så skal vi vist i gang med at skrive flere invitationer!«

Vi griner og vinker farvel.

Ude i bilen slår vi et par sving til højre og lander på Svendborg Landevej. »Et kilo solbær fire kroner«. Det hvide skilt indikerer, at det er indkørslen til solbærejerne. Vi parkerer i det tørre græs og møder en lyshåret kvinde med krøller og orange bluse.

»Vi får mad på bordet hver dag«

»Skal I bruge en spand?« spørger hun i den tro, at vi er lokket ind af »pluk selv«-skiltet.

»Nej, vi vil sådan set gerne tale lidt med dig om jeres solbær og lykken.«

Vi præsenterer vores ærinde, og Dorthe Clausen fører os ud til dét, det hele handler om. Solbærrene. En lille sti adskiller gården fra bedriften. Vi passerer den, skyder ned mellem rækkerne og skridter af sted oven på tidsler, mælkebøtter og strå.

»Vi får kun 50 øre for et kilo. Det kan ikke løbe rundt med den pris. Det kommer ikke til at give penge i år og nok heller ikke de næste,« fortæller hun, mens hendes øjne søger mod panoramaudsigten med kornmarker og vindmøller bag de snorlige rækker i det bakkede landskab.

»Hvordan er det at have et erhverv, der er så usikkert?«

»Det er et spil at have landbrug. Det er spændende – selvfølgelig især hvis det lykkedes. Jeg siger til min mand, at det nok skal gå. Vi skal nok klare den. Så må vi spare lidt hist og her. Så tager vi måske ikke ud og rejser, men vi får mad på bordet hver dag,« siger hun.

Engang fik Dorthe og hendes mand Poul syv eller otte kroner for et kilo af de mørke bær. Nu krydser de fingre for, at tyskerne kommer og bider på og vil give to kroner kiloet. Gør de ikke det, vil det være en underskudsforretning, og så lader de bærrene drysse af. Det er også derfor, at de er begyndt at tilbyde selvpluk til en billig penge.

Under hele gåturen kører Dorthe blidt hånden gennem bladene på hver busk. Det er vigtigt at give buskene kærlighed, som hun siger. Så står de flottere. Hun vil ikke lade sig gå på af de lidt hårde tider. Hun har accepteret tilværelsen med et smil.

»Jeg er glad for livet. Jeg tager en dag ad gangen. Vi skal bare leve, mens vi er her. Du er ikke blevet lovet noget i livet. Jeg synes, at det er rart, at man skal knokle for at få noget. Jeg er meget afslappet omkring, hvordan det skal gå,« siger hun.

»Hvordan smager bærrene? De ser gode og fyldige ud,« bliver der spurgt, mens hånden allerede er ved at gribe efter et bær.

»Bare tag. Men du laver nok grimasser, for de er ret sure,« udbryder Dorthe.

Munden rynker sammen i en spids.

»Ja, det var lidt surt.«

Da vi er ved at nå enden af rækkerne, drejer vi skosnuderne mod gården igen. Da sålerne rammer de knasende perlemorssten på gårdspladsen, har smagsprøverne givet lyst til mere. En spand bliver sendt i fotografens retning, og han forsvinder ud i det mørkegrønne tæppe.

Da han vender tilbage, er den sorte Peugeot klar til at finde en ny lykke.

»Hey, hvad med hende, der sad og solgte kirsebær og ærter?«

Lykkelig når jeg er god ved andre

En uvending fører os tilbage til en mørkhåret pige med brune øjne, der sidder ved en lille bod ud mod vejen. Bilen parkeres i skyggen side om side med kirsebærplantagen.

Pigen hedder Mathilde Rafner. Hun er 14 år og arbejder i boden for at tjene penge til en ny computer. Hendes svar er kort og simpelt, da det store lykkespørgsmål bliver stillet.

»Jeg er lykkelig, når der ikke er nogle problemer, og man bare er glad. Eller når jeg er god ved andre,« siger hun, mens hånden per automatik fører kirsebær fra en kasse til en bakke.

Hun er gavmild med kirsebærrene og fylder godt op i både bakke og vores hænder.

Vi kører ud og stikker hende en småkage til hver hånd, inden vi lader hjulene bringe os videre i det fynske landskab.

Vi har et nyt mål. Et kollektiv på Djursland har budt os på mad og en overnatning.