Efter 117 minutters spil afgjorde Angel di Maria 1/8-finalen mellem Argentina og Schweiz, da han på fornemt oplæg fra Lionel Messi udplacerede Diego Benaglio i schweizernes mål.
Men trods dominansen fra de to superstjerner fokuserede Angel di Maria på holdindsatsen.
- Det var ikke kun mig, for heltene er de 23 spillere og den tekniske stab. Vi gav vores liv og sjæl. Vi forsøgte hele tiden at spille, men Schweiz gav os en del problemer. Alligevel synes jeg, sejren var fortjent, sagde Angel di Maria efter kampen.
Efter 0-0 i den ordinære spilletid måtte en 1/8-finale under VM i Brasilien for fjerde gang ud i forlænget spilletid. I første halvleg af opgøret havde Schweiz et par gode muligheder, og især Josip Drmic må være skuffet efter sit tamme forsøg på at lobbe bolden over Argentinas målmand Sergio Romero, der ubesværet kunne gribe bolden.
Resten af opgøret stod der Argentina på, men trods flere gode forsøg og et massivt pres faldt afgørelsen først i kampens allersidste minutter.
Lionel Messi, der har nettet fire gange i gruppespillet, driblede i vanlig stil rundt foran de trætte schweizeres målfelt, og med en kirurgisk præcis aflevering til Real Madrid-stjernen Angel di Maria havde den lille boldekvilibrist endnu en gang en afgørende rolle.
Angel di Maria svigtede ikke på det fine oplæg, og Argentina skal nu møde vinderen af Belgien og USA i kvartfinalen.