Soundtracket er musikverdenens smertensbarn.

For det er de færreste af dem, der ikke falder fælt igennem, når de skal stå alene hjemme på anlægget - uden billeder og historie.

Men der er soundtracks, som er store selvstændige værker og desuden har været i stand til at spille en rolle i musikhistorien.

Ennio Morricones kompositioner til Sergio Leones spaghetti-westerns farver således stadig rocken, hvor eksempelvis Tindersticks har indarbejdet den støvede og patostunge stil i flere af deres sange.

Andre, som har formået at skabe soundtracks i deres egen ret, er Philip Glass, Bernard Herrmann og Nino Rota, og nu forsøger den forrygende franske house-duo Daft Punk sig også udi den svære kunst, det vitterligt er at skrive musik til en film.

Det er Joseph Kosinskis »Tron: Legacy«, de er blevet ført sammen med, og det er et helt oplagt match.

For hvor filmen bevæger sig i en cyberspacet verden, så har franskmændene - der slog voldsomt og fortjent igennem med 1997-debuten »Homework« - længe gjort sig i en maskinel musik og desuden optrådt som robotter på scenen og i interview.

Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo har med andre ord en faible for futurisme, og de har i den grad taget soundtrack-opgaven alvorligt.

Duoen har nemlig allieret sig med et 85 mand m/k stort orkester, og det kan allerede høres på åbningsindslaget, der meget passende hedder »Ouverture«, hvor strygere og horn slår en højstemt og dramatisk tone an, og hvor alle de stemninger, som findes på albummet, er indfoldet.

Vignetter og værk

Mørke, patos, skønhed og en understrøm af uro tegner således »Ouverture« og de øvrige 21 indslag, der lyser op med den cello-bårne »Adagio For Tron«, men også står rigtig stærkt i de øjeblikke, hvor Daft Punk forener orkestrets organiske klange med elektronik.

Ikke mindst i den helt forrygende »Recognizer«, hvor strygerne hugger, hvor synthesizere vrider sig, og hvor det samlede udtryk fremstår højspændt og ualmindelig stemningsfuldt. Ja, umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvordan Daft Punk skulle lyde med et orkester til rådighed, men i selskab med »Tron: Legacy«-albummet virker det som det selvfølgeligste i verden.

Og kompositionerne synes at falde i tre kategorier: De orkestrale, de orkestralt-elektroniske og endelig de rent elektroniske - som den klubpulserende »Derezzed« og den forvredne og tilstræbt primitive »End Of Line«.

Det er her, Daft Punk for alvor er på hjemmebane, og selvom de øvrige indslag står stærkt, så er det i den rent elektroniske afdeling, duoen er allerbedst.

Men er deres soundtrack så et værk i sin egen ret? Kan kompositionerne stå alene? Så afgjort, og selvom der er mange indslag af vignetkarakter, så er det altså også et sømløst og sammenhængende udspil, hvor billeder af 0er og 1-taller og golde computerverdener træder frem for det indre øje. Og den film er vist bedre end den, der går i biograferne.