I mandags var årets værste dag. Hvis det gik din opmærksomhed forbi, så tillykke med det, men for mange andre var mandag 21. januar simpelthen den værste. Men bortset fra, at min overbo havde glemt at slukke for vandet, så det begyndte at regne ned gennem loftet, hvilket resulterede i, at strømmen gik, så har jeg trods alt oplevet dage, der var værre.

Men i mandags var altså årets værste. I hvert fald på papiret. En mere eller mindre diskutabel engelsk forsker regnede nemlig engang ud, at vejret, den slunkne bankkonto, ens manglende motivation, de svigtede nytårsforsætter og følelsen af, at man må til at tage sig sammen, falder sammen på netop denne tredie mandag i januar.

Det viste sig dog hurtigt, at den såkaldte »forsker« var betalt af rejseselskabet Sky Travel, som brugte undersøgelsen til at få vinterdeprimerede englændere til at smide deres sidste penge efter en rejse sydpå.

Men fup eller ej, så er der noget om snakken. Når temperaturen først rammer 0 grader, så går alting i stå. Fra libidoen til kreativiteten til den ens generelle livsglæde. Hvis der ikke fandtes vækkeure, skoleklokker og redaktører, ville jeg selv tilbringe januar og februar som en zombie med savl i mundvigen og blikket indstillet på uendelig. Mennesket er slet ikke skabt til at leve i dette klima. Det er med livet som indsats, at man vender kalenderbladet 1. januar. Efteråret er smukt, december fuld af forventning, og i slutningen af februar kan man så småt mærke foråret.

Men januar er som at være i krig. Enten kan man ligge i sin skyttegrav og vente på at få en bombe i knolden, eller også må man kæmpe. Jeg har valgt det sidste, og når min krop og hjerne nu er begravet levende, så skal de udsættes for ikke bare moderat, men temmelig intenst fysisk og psykisk overgreb, for at makke ret.

Hvis man skal overleve en januar uden liggesår, så gælder det om at få planlagt sit liv så minutiøst, at selv Anders Fogh ville blive imponeret. Og så er vi tilbage ved de gode intentioner. For mig er et nytårsforsæt ikke sådan noget à la »jeg vil forsøge at være mere nærværende« eller »hvor ville det være fedt at blive vinterbader« – sagt efter fire glas lunken cava. Et nytårsforsæt er en krigserklæring. Mod dig selv. Det er her, du viser, hvilket stof, du er gjort af.

Min ugeplan ser derfor således ud: Tirsdag og torsdag : 3 km. løb og 30 min. styrketræning. Lørdag: Svømning, bl.a. med 200 meter crawl, helst uden at drukne (hvilket der stadigvæk er et stykke vej til, skulle jeg hilse og sige) og så en løbetur igen søndag. Desuden tvinger jeg mine trætte øjne gennem (mindst) 50 siders skønlitteratur hver aften, sluger syv piller med kosttilskud dagligt, nægter mig selv tv, og hører kun P1 i bilradioen.

Jeg er blevet til sådan en modbydelig dræberobot, der først stopper sin mission, når de første forårsstråler kommer frem og befrier menneskeheden.

Men når ens heroiske indsats udelukkende handler om at redde sig selv, er den eneste hyldest, man får, lyden af hænder, der ikke klapper. Da jeg kom hjem fra løbetur i søndags pakket ind i moderigtigt, svedabsorberende spandex fra top til tå og med dybfrosne frontalpandelapper, kunne jeg aflæse det på velkomstkomiteen. »Hvor er det bare flot, skat!« hørte jeg min hustru sige, mens underteksten ikke var til at tage fejl af: »Du er jo blevet bindegal.«

Heldigvis har jeg aldrig været god til at opfange den slags subtile signaler. Så nu skal jeg i gang med at vinterbade. Det skulle være så sundt for sjælen.