Jeg kan ikke sove om natten. Det larmer så forfærdeligt. København lyder farligt forkert. For hver nat i nu en uge har politiets helikoptere og fly desperat cirklet rundt i et forsøg på at stoppe bandekrigen.
De flyvende fæstninger er fyldt med bevæbnede betjente og avanceret overvågningsudstyr. Lige lidt hjælper det.
Min irakiske frisør elsker det. Lyden af kamphelikopter minder ham om Bagdad. Jeg hader det af lige præcis samme grund. Militær og politi skal ikke kredse rundt i luften over min by. København er ikke og skal ikke lyde som Bagdad.
Lyden af Bagdad er lyden af soldater, borgerkrig, etniske konflikter, vold, selvmordsbomber, lovløshed og død. København skal lyde af, ja, gæt engang, København.
Det er lyden af plask, når vi hopper i havnen, klirrende ølflasker, cykelklokker, kanontorden, når Solen bliver skudt ned fra Holmen, og tøf-tøf-lyden af små både i skumringen på Christianshavn. Det er den skrattende lyd af gamle diskohits på dårlige højtalere, når regnbueklædte homoseksuelle går gennem gaderne. Det er lyden af det tunge åndedræt, når familiens far igen prøver at lunte tre kilometer i Fælledparken. Det er lyden af latter og klirrende vinglas hos Noma under broen i tusmørket.
Nu har vi så fået lyden af »Dommedag nu«. Det er lyden af voldsmonopolets ophævelse. Et gisp over, at nogle af byens borgere kan slippe af sted med at skyde på alt og alle. Det er vildt utrygt og er med til at tegne et samlet, uhyggeligt billede af en by under belejring.
Kun én ting er mere uhyggelig end lyden af helikopterne. Det er de nyttesløse terrorklodser, som står overalt. Alle ved, at de – som redningsvesten i flyet – er falsk tryghed. De skaber den utryghed, de skulle fjerne. Politiet flyver nu forvirret rundt på må og få i en kaotisk magtdemonstration. For langt væk, for sent og for lidt til at gøre en forskel, som gør en forskel.
Her fra deres helikopter-elfenbenstårn kan de se og registrere skyderierne, men aldrig forhindre dem. Her ses alt, her stoppes intet. De larmer op med deres dyre maskiner, men det er en tom, trist larm. De prøver naturligvis at stresse dem, som skyder, men de stresser kun os, som er bange for dem, der skyder. Gadens bander råber som hellige krigere mod himlen. Fuck luftangreb, for de ved som alle i krig med de vantro, at man aldrig kan vinde en krig fra luften alene. Krigen vindes på landjorden. Den kamp har de desværre vundet. Vi, os, samfundet kontrollerer ikke længere København. Byen er ikke længere vores.
I den berømte Vietnam-film »Apocalypse Now« råber en amerikansk officer fra sin helikopter gennem larmen: »I love the smell of napalm in the morning. … Smells like victory. Someday this war’s gonna end …« Jeg har det lige omvendt med lyden af København lige nu. Det er smagen af krigen, der kun lige er begyndt. Det er lyden af nederlag. Vi har tabt en kamp, som ikke måtte tabes.
Lyt selv efter i nat.