BRUXELLES: Hvis reglerne er ens for alle, så er vi med.

Sådan lød beskeden torsdag aften fra Luxembourgs premierminister Xavier Bettel, da han på et pressemøde ved EU-topmødet fortalte, at Luxembourg nu vil samarbejde fuldt ud med Margrethe Vestager i undersøgelsen af skatteaftaler.

»Nu skal 28 lande give informationer om skatteaftaler, og det har været den vigtige faktor for mig, at man ikke fisker i ét land, men det er den samme regel for alle,« sagde premierministeren fra det lille land.

Alle øjnes har hvilet på Luxembourg, siden de såkaldte Lux Leaks-afsløringer af lukrative skatteaftaler for flere hundrede store selskaber i landet. Så lukrative at flere af dem stort set intet har betalt i skat.

Allerede inden afsløringerne i november var EU-Kommissionen i gang med at granske skatteaftaler i Luxembourg, Irland og Holland, men i denne uge besluttede konkurrencekommissær Margrethe Vestager så at bede alle 28 EU-lande om at udlevere oversigter over landenes skatteaftaler de sidste fire år. Og det har altså fået Luxembourg til at love at samarbejde fuldt ud fremover.

Skatteaftalerne undersøges som en mulig form for ulovlig statsstøtte til de store selskaber, og det er derfor, at de er havnet på konkurrencekommissær Vestagers bord - og ikke på skattekommissærens bord.

EUs stats- og regeringschefer enedes på topmødet også om at bakke op om Kommissionens arbejde med automatisk udveksling af skatteaftaler mellem landene, så det bliver sværere at udnytte skattesystemerne på tværs af landegrænserne. Kommissionen skal nu komme med et forslag til et direktiv herom inden juni 2015. Herefter vil stats- og regeringscheferne så tage stilling til, om det kan acceptere det i den form, som Kommissionen kommer frem til.

Margrethe Vestager har torsdag aften udsendt en pressemeddelelse, hvori hun glæder sig over Luxembourgs samarbejdsvillighed.