23. april er det 400 år siden, William Shakespeare satte sit sidste punktum, og det er en mærkedag, der ikke går stille hen i kulturelle kredse.
Også Kronborg Slot byder ind med en fest på dagen på stedet, der har sit internationale claim to fame som hjemsted for Shakespeares Hamlet.
Og det er selvfølgelig Hamlet, der er udgangspunkt for aftenen. Kronborg havde i 1500-tallet et ry som en slags Sundays for kongelige - et hofliv med dekadente og vilde fester, og det var derfor det blev stedet for stykket om Hamlets problematiske prinseliv.
Det er den dekadente stemning, arrangørerne satser på at genoplive med hjælp fra ceremonimester Nikolaj Hübbe og forskellige kulturfolk, blandt andre litteraten Lillian Munk Rösing, forfatter og dramatiker Jokum Rohde, sangerinden Dicte og balletdanserne Ida Praetorius og Andreas Kaas, mens DJ Djuna Barnes står for musikken ud på natten.
Arrangørerne skriver i en pressemeddelelse om en spektakulær renæssancefest »med bedragerisk frugt, fasaner, forseglede breve, kraniet fra en ven, kærlighedsdigte og giftflasker.
Ligesom i Kronborgs storhedstid slutter festlighederne med taktfast renæssancedans og forførende fægtning til tonerne af lut og gambe.
Der er 300 billetter til salg til aftenen, og de sættes til salg tirsdag kl. 12 på Kronborg dk. Og der er mere end versefødder og kraniekunst at hente i de 400 år gamle tekster, mener Lillian Munk Rösing, der ikke kan forestille sig et sexliv uden Shakespeares sonetter:
»Det er Shakespeare, der har fået mig til at forstå, at der er en dynamik i sproget som ligner begærets. Og at sproget kan give lige så stor nydelse som sex,« siger litteraten.