På torsdag vil det være slut med at nyde de udsædvanlige høje efterårstemperaturer. Det siger vagthavende meteorolog ved DMI, Olaf Mathiassen.

Vejret i dag bliver rimelig pænt, når man tænker på årstiden. Vi får en god del sol og høje temperaturer, som generelt ligger på 15-18 grader, mens man i Sønderjylland kan nyde helt op på 20 grader. Der vil dog være en hel del vind landet over, oplyser Olaf Mathiassen, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Tirsdag bliver vejret lidt som i dag men med mindre vind. Der vil være en del solskin og lune temperaturer, som når op på 18 og nogle steder 20 grader.

På onsdag starter dagen ud med sol, men så kommer der flere skyer hen ad dagen. Det vil dog stadig være lunt for årstiden med 15-20 grader landet over. Vinden er ligesom tirsdag noget svagere end i dag

Ifølge Olaf Mathiassen vil vejret torsdag og fredag ligne efterårsvejr, som vi kender det. Det bliver skyet, og der kan komme en smule regn. Temperaturen falder, så vi kommer ned på 12-15 grader.

Weekenden ser ud til at blive ligesom torsdag og fredag og altså ikke så flot som starten af ugen. Prognosen for lørdag og søndag er dog stadig lidt usikker, siger Olaf Mathiassen.