Det er næsten hypnotiserende. En mand sidder med en hammer, som han i en fast rytme forsigtigt slår mod en læderkant. Hvert tredje slag rammer et lille søm, som han holder mellem fingrene. Så to dok-dok til, og fingrene har placeret et søm mere, som han rammer blødt. Dok-dok-DOK. Dok-dok-DOK. Igen og igen, til læderkanten på den sort-hvide Louis Vuitton-kuffert er sømmet fast. Så vender han kufferten og sømmer endnu en læderkant fast. Roligt og regelmæssigt som kun års erfaring kan sikre.

Han er en af de mange craftsmen, et uoversætteligt ord, der er mere end en håndværker, som skaber Louis Vuittons tasker. Nogle på det oprindelige værksted her i Paris, der ligger i umiddelbar forlængelse af familien Vuittons oprindelige hjem, der nu er museum, nogle på de øvrige 14 værksteder i Frankrig, Spanien og Californien. Og nogle af dem sidder i midten af Frankrig, to timer med TGV-tog fra Paris i byen Marsaz, hvor Louis Vuittons nyeste værksted, som er brandets mest bæredygtige, ligger.

Her håndlaver knap 300 mænd og kvinder tasker, blandt andet Alma-tasken i alligator, som koster søde 187.000 kroner i butikken, og som i læder koster 7.500 kroner. Det er håndværk, hvor maskiner nok kan laserskære skindene, men hvor det kun er det menneskelige øje, der perfekt kan se, hvordan delene til taskerne skal placeres på skindet. Ingen maskine kan spotte en mikropisk plet på det røde alligatorskind. Ingen maskine kan med en vatpind forsigtigt farve kanterne på læderet. Her er en stille ro, hvor alle arbejder koncentreret. Ingen skynder sig. Det skal ikke være færdigt. Det skal være godt.

Det er absolutte luksusprodukter i en prisklasse, hvor de færreste kan være med i den dyre ende, og hvor de fleste skal tænke sig om, inden de køber fra den billigste ende.

Sådan har det været, siden Louis Vuitton selv flyttede til Paris efter en opvækst på landet og kom i lære i et firma, der lavede eksklusive bagageartikler til folk, som flyttede halve hjem med, når de tog på landet og havde både folk til at pakke, bære, pakke ud, stryge, og som ikke kendte til overvægt. Louis Vuitton udviklede et system af indlæg i de store kufferter og en belægning, der kunne tåle regnen, og han fik via venskaber med kongefamilier et navn i finere kredse, som firmaet stadig servicerer.

I dag er det ikke længere kun adelige og kongelige, der køber ind hos Louis Vuitton, men også velhavende i de nye økonomier, f.eks. i Kina, hvor man har måttet regulere antallet af forhandlere, så mærket kunne bevare sin eksklusivitet. Derfor må man også kun købe én udgave af hver taske i butikkerne, men alligevel går det så godt, at Louis Vuittons omsætning fra 2011 til 2012 steg med 19 pct. og overskuddet med 12 pct.

»Det går jo godt,« som Mads Skjern ville have sagt, men alligevel har Louis Vuitton opført det nyeste værksted med tanke på bæredygtighed.

De er ikke alene. Både i high street-kæder som H&M har man taget den bæredygtige tanke til sig med kollektioner som H&M Conscience – som Kronprinsessen er set i – ligesom danske mærker som børnefirmaet Katvig og Barbara I Gonghini har arbejdet meget aktivt med bæredygtighed. Men nu er de absolutte luksusmærker altså kommet til. Udover Louis Vuitton har Guccis chefdesigner, Frida Giannini, oprettet en fond, der samler ind til uddannelse af kvinder, og som i sommer holdt en stor koncert i London til det formål. Smykkefirmaet Tiffany har forpligtet sig til at købe ædle metaller på måder, der er bæredygtige, og som ikke krænker menneskerettighederne. Endelig har PPR-group, der står bag mærker som Stella McCartney og Saint Laurent Paris, forpligtet sig til at nedsætte sine udledninger af vand og formindske sit energiforbrug.

I Frankrig står Louis Vuittons nyeste værksted som et monument over trenden. Bygningen er tegnet af Gilles Carnay og Gregoire Guillot og opført i 2011. Den bruger næsten ingen varme på grund af sin konstruktion. Den har et grønt tag, dækket af planter, og det vand, der bruges i fabrikken, renses og anvendes efterfølgende til at vande blomsterne på området omkring. Her er særligt gode pladser til folk, der har elbiler – og opladning, ligesom der er særlige p-pladser lige ved indgangen for folk, der kører sammen på arbejde.

»De fleste gør det nu nok af økonomiske grunde,« siger den pr-dame, der viser os rundt.

»Men derfor er det stadig godt for mijøet, så alle er glade.«

Når Louis Vuittons hovedkontor i Paris skal udtale sig om hvorfor, er svaret fra en talsmand, der ikke oplyser sit navn, en anelse mere formelt.

»Videregivelsen af know-how og af vores arv er fundamentet for vort firma, der blev stiftet for mere end 160 år siden. Vores kultur er bygget på denne videregivelse af viden og traditioner. Disse værdier leder naturligt til en respekt for menneskets arv, først og fremmest for naturen. Enhver af os er ansvarlig for at beskytte miljøet. Vores overbevisning er, at simple handlinger vil give store forandringer, og derfor håber Louis Vuitton at kunne forene menneskelig kreativitet og miljøet for at kunne skabe en bæredygtig udvikling.«

Spørger man den danske forsker Maria McKinney-Valentin fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (som vi engang så mundret kaldte Danmarks Designskole), lyder buddet:

»Moden er i gang med et paradigmeskift, hvor en prioritering af bæredygtighed i alle led af produktionen ikke er noget, man brander sig på, men noget man gør, fordi det er det eneste rigtige.«

Om ikke andet vil prisen for de fleste afgøre, at de ikke kan købe så mange tasker ad gangen, og formentlig også at de ikke bare bruger dem og smider dem væk. Heldigvis er drømme stadig gratis.

MS var inviteret til Frankrig af Louis Vuitton.