I går udsendte Dansk Håndbold Forbund en pressemeddelelse med nogenlunde denne ordlyd:

’Fredagens træning i Jyske Bank Boxen vil være lukket, og efter træningen vil det være muligt at foretage interview i et kort tidsrum. Når VM går i gang vil træning-erne på hviledage i udgangspunktet være lukkede på nær de første ti minutter, lød beskeden.’

Og hvad så? Er det vigtigt for mig, der hverken er håndboldspiller eller journalist, spørger De måske nu. Og svaret er nej. Isoleret set er det sådan set ikke ret vigtigt, om spillerne træner for åbne eller lukkede døre, eller om de taler med pressen eller ej. Men i forhold til den håndboldvirkelighed vi kender, varsler beskeden nye tider.
I morgen kastes håndbold-VM i gang i Frederikshavn, Herning, Kolding og Næstved, og går det, som det plejer, samler store dele af nationen sig omkring fjernsynet, for at se de danske håndboldkvinders kampe ved VM. For mange er det en hel juletradition at følge med i spillerne og deres gøre og laden, og mange husker sikkert klippet af den hyggelige massør, der tussede rundt på hotelgangen med nissehue og overraskede håndboldpigerne med gaver.

Den slags er slut nu. Allerede ved sin tiltræden gjorde den nye landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, det klart, at der ville blive skåret kraftigt ned på tant og fjas, og i oktober varslede han lukkede træningsdøre på udvalgte dage. Nu skulle det handle mere om håndbold og mindre om kæledyr, kærester og julekort, og da landsholdet samledes op til slutrunden, indledtes træningslejren med en mediedag, hvor alle de dumme spørgsmål kunne blive stillet, så selve turneringen i udgangspunktet kan komme til at handle om håndbold.

Som journalist burde jeg være sur. Håndbold har de seneste mange år været kendetegnet ved, at håndboldspillere og håndboldtrænere var langt nemmere at få i tale end fodboldspillere og fodboldtrænere, og man skal næppe underkende netop den tilgængelige jordbundethed i forhold til den succes, håndboldsporten har oplevet.

Men jeg har ærlig talt vanskeligt ved at oparbejde den helt store harme. For trænger kvindehåndbolden ikke til lidt sportslig succes? Forrige års VM-bronze var den første medalje siden OL-guldet og EM-sølvet for ni år siden, og der er dem, der hævder, at det næsten har været så nemt at komme på landsholdet, at der gik for meget hygge i den, når veninderne var samlet.

Jeg tror, Klavs Bruun Jørgensen med sin velkendte hardhitterattitude har truffet en vigtig beslutning om at skærpe fokus, og ender det med metal, skal han være tilgivet for, at vi ikke fik set, hvad der var i ’Mulles’ pakkekalender, når finalen spilles 20. december.