Pinsen regnes som den kristne kirkes fødselsdag. Ti dage efter Kristi himmelfart var apostlene samlet, og med en lille mellemregning, fik de alle nye tunger. På mange sprog kunne de så sprede det kristne budskab. Gud sikrede sig, så at sige, at hans budskab blev delt på første hånd. Intet skulle betvivles med henvisning til oversættelsesfejl, eller fordi formidleren var på anden hånd.

Det er nemlig menneskeligt - og for så vidt også sundt - at tvivle, hvis ikke den, der formidler historien, selv har oplevet den, eller har en høj troværdighed af anden grund.

Engang sagde man, at hvis det havde stået i avisen var det sandt. Opfattelsen ændredes, så udtrykket blev, at selv om det stod i avisen, kunne det alligevel godt være sandt.

Efterhånden læses aviser og formelt nyhedsstof dog af færre end det, som skrives og uploades af Gud og hvermand.

Sociale medier og internet-blogs følges døgnet rundt. Der annonceres og deles, strategisk og aktivt, så uanset om man ønsker det eller ej, så passerer der udvalgte budskaber hen over skærmen i en uendelighed. Og afsenderen er åbenbart ofte reelt en anden end den, der optræder. Senest har der således været fokus på falske islamistiske hadesider på Facebook, oprettet af højreradikale.

Nu er det ikke nyt med vildledning og misinformation. Statsapparater og despoter har gennem tiden benyttet en eller anden vildledningsstrategi, eller rendyrket propaganda, for at bane vej.

Hvor vildledningen således tidligere kom fra magten, ofte gennem få styrede medier, så er skabelsen af information nu i høj grad blevet demokratiseret. Man kan lægge noget tilfældigt op på et socialt medie, som infografik eller en påstand, og den deles og spredes ofte uimodsagt. Særligt blandt åndsfæller. Den bliver så at sige til sandhed.

Og med identitetstyveri, hacking og - som Danmarks Radio fornylig kunne fortælle - falske internet-profiler, er det muligt at udgive sig for at være sin modstander!

Aktiviteten stiger erfaringsmæssigt op til et valg og en afstemning. Her stiger mængden af information i alle medier, på alle måder og gennem alle kanaler.

I DEN MERE kuriøse afdeling har man i USA registreret, hvordan der i flere omgange aktivt er brugt vildledende informationer. Så sent som i 2011 kundgjorde en præst som var abortmodstander, på sin Facebookprofil, at modstandere skulle stemme på valgdagen, mens de, som ønskede mulighed for abort, skulle stemme dagen efter. Andre har uddelt flyveblade om, at havde man stemt ved tidligere valg, kunne man ikke stemme igen, eller at studerende på universiteter alene kunne stemme ved at rejse hjem til deres forældre. Eksemplerne er mange.

Nu er valghandling og det generelle nyheds- og mediepres af et så stort omfang i Danmark, at det er svært at tro, at noget tilsvarende ville få betydende effekt herhjemme. Men vi ved det ikke. Særligt blandt unge og kommende vælgere er nyhedsvanerne anderledes og mere fragmenterede end i de såkaldte gode gamle dage.

Trist er det dog, at vi efterhånden mere skal interessere os for, om afsenderen er ægte, end indholdet. Den lette adgang til at publicere holdninger og tage del i debatten er på mange måder ønskelig. Desuagtet der nu alligevel var noget godt dengang vi i Danmark kun havde én TV-kanal, og grundlæggende vidste, at vi altid skulle filtrere for de røde lejesvende.