Man vil muligvis mene, at jeg er lidt sent ude, fordi jeg tilsyneladende skriver om Valentinsdag, som falder den 14. februar - i onsdags. Men Valentinsdag er bare ét eksempel på de ejendommelige sæder og skikke, der vælter ind over os fra fremmede lande. Tyskland er ansvarlig for, at vi slæber grantræer ind i stuen og udstyrer dem med flettede hjerter og lys til jul. Det har vi gjort så længe, at der findes mennesker, som tæller træet med som en grundlæggende dansk og kristen værdi. Fra Sverige har vi i de sidste 20 år overtaget ideen om at udstyre vores gravsteder med levende lys og alskens mindepynt, og fra Sydeuropa ser vi flere og flere eksempler på billeder af afdøde på gravstenene. Det ser herrens ud, men det er svært at fordømme, hvis det letter de overlevendes sorg.
Jeg ved overhovedet ikke, om tankstationer har bevilling til at udskænke vin, men jeg føler mig temmelig overbevist om, at en invitation til en romantisk aften på tanken ikke vil have den ønskede effekt på ret mange kærester.
I hvert fald ikke i Danmark. Kan vi være ude i noget af det dér meget omtalte kulturelle appropriation, som man hører så meget om? Ifølge Den Danske Ordbog, betyder det »tilegnelse«. Men romantik på tanken kan amerikanerne godt beholde for sig selv. Med mindre, naturligvis, det drejer sig om »Baronessen på Benzintanken.«