Det er fuldstændig ubegribeligt, hvordan Emma Gad nogensinde har opnået et (van)ry som snobbet og gammeldags.

Hun var tværtimod forud for sin tid, og selv om hun var gift med en admiral, var hun livet igennem selvforsørgende. Dels var hun, efter en arv fra sine forældre, økonomisk uafhængig, dels havde hun stor succes som skuespilforfatter.

I dag kender vi hende udelukkende for bogen »Takt og Tone« fra 1918. I en grad så navnet Emma Gad simpelthen er blevet et synonym for god opdragelse og ordentlig opførsel.

Gyldendal genudsender bogen for at fejre 100-årsjubilæet. Selv om tider skifter, og sæder mildnes, og herrer desværre sjældent har mulighed for at lette på hatten, når de møder en dame, kan vi konstatere, at der er omgangsregler, som aldrig forældes.

Emma Gad melder klart ud i sit forord:

»Vær ikke snobbet

Vær ikke vigtig

Vær ikke underdanig

Vær fordringsfuld overfor Dem selv men ikke overfor andre.«

Det er klart, at hvis man betragter den slags som gammeldags, så var hun gammeldags. Hun sætter også en tyk streg under, at formløshed ikke er ensbetydende med frisind, »men kun en tarvelig forfalskning deraf«.

Emma Gad har en pragmatisk indstilling til livet og et meget klart blik for latterlige konventioner, som det alligevel er mest praktisk at rette sig efter. Som når hun i forbindelse med forlovelser skriver om de pligtmiddage, begge parters forældre føler sig forpligtede til at holde, så familierne kan træffe hinanden: »Til liden fornøjelse for alle parter, men man skal jo igennem så meget«.

For eksempel rundturene hos familie og bekendte »hvor det nye medlem af familien måles, vejes og som oftest findes for let.«

Bogen er bygget op over alle livets skelsættende begivenheder som bryllup, barnedåb, konfirmation, jubilæer, guldbryllup m.m. og slutter med skilsmisse og død. Ind imellem får vi gennemgået dagligdagens takt og tone, forholdet ægtefæller imellem, børneopdragelse, familiens ældre pårørende, selskabslivet, restaurantbesøg og meget mere. Sproget et et andet i dag, men den røde tråd er, at man skal optræde muntert og hensynsfuldt over for sine medmennesker, og ikke spare på smil og venlighed.

Heller ikke over for sine sine ansatte. Husassistenter skal have et hyggeligt værelse, ordnede forhold og en ordentlig løn. Det har praktisk interesse for de færreste i dag, men er en glimrende leveregel, hvis man skulle være så heldig at have en au pair.

Det er tydeligt, at Emma Gad med sin udprægede realitetssans så i øjnene, at det store flertal af hendes læsere ville være kvinder. Det er dem, der bærer ansvaret for familiens fremtoning og gode omdømme, og de har fru Gads sympati, som når hun for eksempel beskriver barnedåb som en drøj dag for den unge moder, som, ofte endnu lidt svag efter fødslen, må stå for en større middag, plus sørge for »det pyntede barn, som bæres rundt ved desserten for at blive krammet af begejstrede tanter.«

Det er naturligvis en hustrus pligt at sørge for, at hendes mand og hans arbejde respekteres, og at han får ro og tid til passe det. »Det samme hensyn til hustruens livsgerning bør udvises af hendes mand, når hun har eget erhverv.«

Hun har ikke meget til overs for sure mænd, men betragter det som en almindelig mandlig skødesynd at være » gnaven og ubehagelig og tavs til daglig i hjemmet, alt imens han viser sig fra den muntre og behagelige side,så snart han færdes blandt fremmede.

Intet bidrager i højere grad til at berøve dagliglivet dets kærlige fortrolighed og gode humør.«

Gud ved om ikke rigtigt mange hustruer den dag i dag kan skrive under på den observation?

Emma Gad siger det ikke lige ud, men det er tydeligt, at hun hører til dem, der mener, at lige børn leger bedst. Hun advarer om, hvor svært det er at omstille sig til en anden kultur, hvad enten man kommer fra et andet land eller en anden socialklasse.

Hun opfordrer til den største hensyntagen til den ny i kredsen, men holder sig ikke tilbage for den ret kyniske betragtning, at man »i fjerne lande bør nøjes med at plukke blomsterne og lade buskene stå!«

Emma Gad er på sit vittigste i afsnittet om middagsselskaber: »Hvis man i sin kreds råder over kendte skuespillere, malere, digtere og journalister bør man fordele dem jævnt over sin selskabelighed, hvilket dog er nemmere sagt end gjort, da de helst vil sammen.«

Åh, hvor man kender det!

Heldigvis har fruen endnu et godt råd til et vellykket selskab: »Råder man over smukke og elegante damer, bør man være klar over, at de gør en næsten lige så blændende virkning som berømtheder, og man bør ubetinget anvende dem som dekorationsgenstande.«

Sandere ord er aldrig sagt, og jeg vil i fremtiden holde mig det efterretteligt ved mine bordplaner.

Titel: Takt og tone
Forfatter: Emma Gad.
Sider: 222.
Pris: 150 kr.
Forlag: Gyldendal