Til daglig er Bo Normander europæisk direktør for den grønne tænketank Worldwatch Institute. Desuden er han formand for Det Økologiske Råd og familiefar til to drenge.

Der er ikke noget at sige til, at det radikale medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune er en smule stakåndet, da Berlingske fanger Bo Normander på telefonen. Hvordan har han også tid til at passe sit arbejde i Borgerrepræsentationen, vil Berlingske vide.

»Det har jeg heller ikke tid til. Det har jeg kunnet i en kortere periode, men det er også hovedårsagen til, at jeg ikke genopstiller«, siger Bo Normander, der fik et sæde på rådhuset i 2009.

»Jeg har det sådan, at jeg ikke gider at møde uforberedt op til møder, fordi jeg ikke har haft tid til at læse på sagerne. Jeg sidder i Teknik- og Miljøudvalget, og det er nogle meget omfattende sager, som jeg bruger meget tid på at sætte mig ind i. Jeg bruger i hvert fald 20 timer om ugen i gennemsnit,« siger han og fortæller, at i perioder med spidsbelastning kræver arbejdet op til 35 timer ugentligt.

Følelsen af ikke at kunne få arbejdslivet til at harmonere med en politikertilværelse på rådhuset er udbredt blandt landets kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Berlingske har spurgt samtlige 2.468 medlemmer af de danske kommunalbestyrelser om deres arbejdsforhold. De 40 pct., der har svaret, tegner et billede af nærdemokrati i krise.

Kun halvdelen, som finder det helt eller delvist muligt at deltage i møder og sætte sig tilstrækkeligt ind i de politiske sager samtidig med, at de har et almindeligt job ved siden af.

Seks ud af ti kommunalbestyrelsesmedlemmer mener, at der kommet mindre nærdemokrati efter kommunesammenlægningerne i 2007.

Syv ud af ti mener, at arbejdspresset og arbejdsvilkårene for en lokalpolitiker skræmmer mulige kandidater væk og gør det svært for partiforeningerne at rekruttere kandidater.

Syv ud af ti mener, at honorarerne og diæterne for deres politiske arbejde er for lave og bør sættes op.

Og endelig mener knap halvdelen af kommunalpolitikerne, at embedsmændene har for meget politisk indflydelse.

Kommunalpolitikernes svar undrer ikke professor i forvaltning ved Roskilde Universitet Eva Sørensen. Arbejdsmængden for kommunalpolitikere voksede markant, da Kommunalreformen trådte i kraft i 2007: Antallet af kommuner skrumpede ind fra 271 til 98, og samtidig overtog rådhusene en lang liste af opgaver fra de nedlagte amter.

»Derfor er det ikke noget under, at politikerne oplever et voksende arbejdspres«, siger Eva Sørensen og fortsætter:

»I forbindelse med Kommunalreformen var der en stor diskussion om, hvorvidt man også skulle diskutere de politiske lønvilkår og styreformer, men det valgte man ikke at gøre. Den her rundspørge tyder helt klart på, at det var en kæmpe fejl,« siger hun, og understreger, at der allerede før Kommunalreformen var faresignaler på, at kommunalpolitikerne var spændt til bristepunktet.

Halvfemserløn

En kommende undersøgelse fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse, KORA, viser, at arbejdsmængden for kommunalbestyrelsesmedlemmerne er steget fra gennemsnitligt 10 timer om ugen i 1970 til næsten timer 20 timer i dag. Men selv om arbejdsmængden for fritidspolitikerne er fordoblet, er den kontante anerkendelse ikke fulgt med.

Ifølge Kommunernes Landsorganisation, KL, har vederlaget for de menige byrådsmedlemmer fra 1997 frem til i dag faktisk ikke engang fulgt med den almindelige prisudvikling i samfundet og ligger hele 30 procentpoint lavere end f.eks. pædagogers og socialrådgivers lønudvikling i samme periode.

Næstformand i KL, Erik Fabrin (V), frygter, at kombinationen af en stor arbejdsbyrde og lave honorarer er med til at skræmme kvalificerede borgere med f.eks. lederevner væk fra de kommunale valglister.

»Det har katastrofale følger, fordi det betyder, at de beslutninger, der bliver truffet i kommunalbestyrelserne, bliver dårligere – og det betaler borgerne i sidste ende for,« siger han.

Ifølge Berlingskes rundspørge deler syv ud af ti kommunalbestyrelsesmedlemmer Erik Fabrins (S) holdning til, at arbejdspresset forhindrer folk i at søge ind i kommunalpolitik, og lige så stor en andel mener, at honorarerne bør sættes op.

KL har ikke et konkret beløb, de vil troppe op til Christiansborg med, men Erik Fabrin (V) understreger, at der et efterslæb på 30 procent, og det kan man i hvert fald starte med at diskutere, mener han. Derudover skal der indføres en regulering af vederlagene, der følger med lønudviklingen i den øvrige del af samfundet, så kommunalpolitikerne ikke hele tiden skal forholde sig til, at deres vederlag udhules af lønudviklingen.

»For alle parter er det en fuldstændig uværdig situation, at man overhovedet skal diskutere det her, når man igennem 16 år ikke har foretaget en ligeværdig regulering,« siger han.

Politikere gav sig selv lønforhøjelse

I modsætning til medlemmerne er Folketinget, kan kommunalbestyrelserne ikke selv regulere deres vederlag. Sidste år gav Christiansborg-politikerne sig en lønforhøjelse, da de ændrede MFernes grundløn og særlige tillæg på i alt 659.000 kr. årligt. Fra at lønnen blev reguleret efter den overenskomstmæssige lønstigning for en tjenestemand i staten, følger MFernes lønstigninger nu chefer i ministerier og styrelser inklusiv bonus og resultatløn. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) erkender, at det ikke virker fair over for kommunalpolitikerne, men hun står ikke klar med kontante indrømmelser af den grund.

»Der aldrig er et godt tidspunkt for at give politikere mere i løn, og det er meget svært at finde flertal for det på Christiansborg, selv om Christiansborg måske skylder, fordi folketingspolitikerne jo har en bedre regulering af grundvederlaget end kommunalpolitikere har,« siger Margrethe Vestager (R) og åbner alligevel døren på klem for et lille kompromis.

»Det ville måske være et lille skridt på vejen, at du ikke hæver vederlaget som sådan, men du sørger for at det bedre følger med, men jeg kan bare konstatere, at der ikke er flertal for det i øjeblikket,« siger hun.

At vederlagets størrelse skulle skræmme potentielle borgere væk fra at deltage i lokaldemokratiet er Margrethe Vestager (R) ikke overbevist om. Til gengæld genkender hun billedet af fritidspolitikere under massivt arbejdspres, men det er op til den enkelte kommune at gøre noget ved, mener ministeren.

»Når en ny kommunalbestyrelse begynder sit arbejde, er det helt afgørende, at de får en meget klar aftale om, hvordan det arbejde egentlig skal organiseres. Den type af diskussioner tror jeg er helt afgørende for, om man får et arbejdsvilkår, som er nemmere at håndtere, og det er sådan set ikke et spørgsmål om vederlagets størrelse,« siger hun og afviser en reform af det politiske kommunestyre.

Der er heller ikke politisk støtte til Erik Fabrins (V) krav fra partifællen Jakob Jensen, kommunalordfører for Venstre. På trods af folketingspolitikernes egen lønstigning sidste år, mener han ikke, at tiden er inde til, at politikere giver hinanden mere i løn, mens »Danish Crowns og SAS’ medarbejdere faktisk går ned i løn for at sikre deres arbejdspladser«.