Da Michael Løve for nylig stod foran indkøb af mad og drikke til 19 mennesker, som sammen skulle tilbringe en uge i en skihytte, klikkede han ind på Irma.dk. Det er ellers ikke Coop-direktørens foretrukne dagligvarebutik. Han har hidtil holdt sig til Superbrugsen, hvor han indtil januar var kædechef, men det var både smart og nemt at handle på nettet, mente direktøren.
Det skal han næsten mene, for Michael Løve blev selv ansvarlig for Irma.dk og Coops fem kæder, Superbrugsen, Dagli’brugsen Fakta, Irma, Kvickly, samt Coops ejendomme, i januar, og det bliver næppe lige så nemt som at handle dagligvarer på nettet, når den nye koncerndirektør skal få Coops kæder til at gå i takt med topchef Peter Høgsteds strategi.
Allerede nu står Michael Løve foran en temmelig stor udfordring. Om få uger kommer Coops discountkæde, Fakta, med årsregnskab, og tallene vil angiveligt afsløre et massivt underskud på op til 100 millioner kroner.
Men Michael Løve er en mand med modet til at tage de allerstørste udfordringer op, og han er kendt for at gøre op med traditionel vanetænkning. Med et yderst veludviklet konkurrencegen går han til alle opgaver for at vinde, og kan han få skuden vendt i Fakta, vil sejrens sødme overskygge presset og de mange arbejdstimer, han gerne lægger på kontoret i Albertslund.
På trods af lange arbejdsdage mangler familien Løve sjældent familiens eneste mandlige medlem, når middagen står på bordet klokken 18.30. Til gengæld starter de fleste arbejdsdage klokken seks, og der er sjældent tid til andet end arbejde og familie, som over de seneste otte år er udvidet med tre piger. Michael Løve har mere eller mindre droppet at få tid til sin store passion, fiskeri, men han sætter tid af til at løbe og cykle –mest for at holde formen ved lige.
Formen har hidtil også vist sig i top i Michael Løves karriere. I hvert fald har den snart 40-årige civilingeniør nået en hel del, siden han i 2001 fik sit eksamensbevis på DTU.
Samme år fik han job som projektleder i Coop, og udover et par år i Københavns Lufthavne har Michael Løve haft sin gang i Coop-koncernen siden da. Peter Høgsted placerede Løve i stolen som koncern- direktør med ansvar for kæder, ejendomme og internethandel for at have en brobygger, og i dag er Michael Løves opgave altså at få Coops kæder til at arbejde sammen i højere grad end at konkurrere, som de tidligere har gjort.
Den opgave er fra mange sider blevet betegnet som ekstremt udfordrende, og det er ikke den eneste samarbejdsøvelse, Michael Løve skal få til at lykkes i rollen som ankermand for Coops kæder. Butikscheferne styrer nemlig slagets gang i de samlede 1.200 butikker under Coop-koncernen, og det er der, ændringerne skal ske.
Et godt udgangspunkt for Michael Løve er hans ry og rygte. Han er en vellidt mand blandt kollegerne i Coop, og han beskrives af flere som »et ordentligt menneske« med godt humør.
Men der kan meget vel blive brug for en mere kynisk side af Michael Løve, når han i en hovedrolle skal være med til at bringe Coop tilbage på sporet. I 2012 omsatte Coop for 40 milliarder kroner, men tjente kun 228 millioner kroner før skat, og alt peger i retning af et endnu dårligere resultat for 2013 – ført an af det massive Fakta-underskud.
Dermed ser køen af opgaver lang ud for Michael Løve. Midt i det hele skal direktøren have arrangeret sin 40-års fødselsdag. Den 20. april holder han nemlig pause fra arbejdet, når det skarpe hjørne skal fejres med en stor fest for venner og familie.