Den yderst produktive japanske instruktør Takashi Miike står bag både kontroversielle, fascinerende og yderst voldelige film som for eksempel "Ichi the Killer". I år i hovedkonkurrencen i Cannes skuffer han dog med sin nye film "Wara No Tate" ("Shield of Straw"), der ender som en halvsløj John Woo-film. 

Milliardæren Ninagawa lover en mia. yen til den, som dræber den unge mand Kiyomaru, der har slået hans barnebarn ihjel. Den martrede politibetjent Mekari - ganske intenst spillet af Takao Osawa - får sammen med fire andre kolleger til opgave at bringe Kiyomaru 1.200 kilometer fra Fukuoka til Tokyo, men den store dusør på Kiyomarus hoved gør, at de konstant er under angreb, og spørgsmålet er, om Mekari overhovedet kan stole på sine kolleger?

Den stigende paranoia, hvor hele samfundet efterhånden vender sig mod Kiyomaru og hans beskyttere fungerer ganske effektiv i filmen, som ellers er overstrøet med jævne actionscener asian style og ganske mange plotmæssige urimeligheder. 

Læg hertil, at de forskellige følelsesmæssige klimaks, Takashi Miike har lagt ind i den (for) lange film, sjældent er særligt subtile eller gribende, og du står med en film, som næppe har nogen chancer for at vinde en pris i Cannes.