Løkkes brændende platform er væk: Nu gør han et sidste forsøg på forsoning med DF

Det var en alvorstung Lars Løkke Rasmussen (V), som sidste sensommer præsenterede sin stort anlagte 2025-plan.

Planen skulle udbygge det økonomiske råderum, gøre nationen mere finansielt robust i en tid med alvorlige internationale kriser og i det hele taget sikre dansk økonomi ind i fremtiden.

Statsministeren gik selv i medierne og stillede sig foran befolkningen med sin ambitiøse plan under armen. Han forsøgte også at lægge maksimalt pres på sine støttepartier i form af DF, de Konservative og Liberal Alliance. Men lige meget hjalp det. Et kaotisk forhandlingsforløb endte med, at 2025-planen måtte kasseres.

Reelt reddede Løkke kun sit politiske liv, da han i 11. time fik neutraliseret LAs trusler om at vælte regeringen ved at åbne for ministerposter til Anders Samuelsen & Co.

Siden har Løkke på væsentlige punkter måttet indse, at hans regering – trods udvidelsen – ikke har kunnet bryde S-DF-aksens nye dominans. Det har vi bl.a. været vidner til i forbindelse med forhandlingerne om boligskatten og hans kuldkastede plan om at forhøje danskernes pensionsalder.

Siger Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen nej, er VLAK-regeringen fastlåst.

Alt dette kommer til at afspejle sig i den nye 2025-plan, som regeringens tre økonomiske top-ministre i skikkelse af finansminister Kristian Jensen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) præsenterer tirsdag.

I forhold til Løkkes præsentation for mindre end et år siden vil der være sket store justeringer, når ministrene fremlægger en ny 2025-plan, et tilbagetrækningsudspil og en ny udgave af Økonomisk Redegørelse.
For det første vil regeringen ikke fremmane billedet af en brændende økonomisk platform. Faktum er, at det går godt for dansk økonomi, og det vil stå klart, når ministrene fortæller om det råderum, som regering og Folketing kan råde over i de kommende år.

For det andet vil præsentationen ikke blive ledsaget af samme serie af massive udspil som sidste sensommer. De konkrete forslag vil især alene handle om at justere pensionssystemet, så man undgår de aktuelle samspilsproblemer, som betyder, at det for nogle danskere ikke kan betale sig at spare op.

Derudover vil der være en stribe forslag, som – med brug af gulerødder – skal gøre det attraktivt for danskerne at blive længere på arbejdsmarkedet. Og endelig vil det blive skitseret, hvordan målrettet erhvervspolitik kan booste virksomhedernes produktivitet og gøre Danmark rigere.

Selv om regeringen på denne baggrund kan blive kritiseret for at være uambitiøs, er det formentlig en klog strategi, regeringen har valgt. Sagt lige ud har hverken Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape eller Anders Samuelsen brug for at fremlægge nye forslag, der bare bliver fejet af bordet af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det vil blot cementere billedet af politisk handlingslammelse.

I den kommende tid bliver der tid til, at Løkke langt om længe kan forsøge at finde en fælles køreplan med Kristian Thulesen Dahl, som groft sagt betyder, at regeringen til efteråret kommer igennem med nogle af sine planer, mens DF på sin side kan få noteret væsentlige sejre, som ikke blot består i at obstruere regeringens politik, men som rent faktisk betyder, at DF får gennemført nogle af sine mærkesager.

Politisk betyder det, at det gyldne snit skal findes i en skattereform, en stribe vækstplaner for erhvervslivet samt justeringer af SUen, som regeringen kan se sig selv i. Omvendt skal DF have forbedringer af velfærden på udvalgte felter og nye stramninger af udlændinge- og asylpolitikken.

Formår Løkke ikke at finde dette snit, kan efteråret på Christiansborg med de kommende hårde forhandlinger om skat og finansloven for 2018 blive en dramatisk affære. Lykkes det, vil der omsider være udsigt til et ægte parløb mellem regeringen og dens parlamentariske støtteparti, mens Socialdemokratiet risikerer at blive skubbet markant længere væk fra indflydelsen.

Lyder det enkelt? Det er det ikke.

Dels er der fortsat langt mellem især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i den økonomiske politik, og derfor kommer der en armlægning om, hvor meget af råderummet der skal bruges på velfærd, og hvor meget der kan bruges på de skattelettelser, som Anders Samuelsen har kæmpet så længe for.

Præcis hér ligger efterårets drama.

DF er parat til at forhandle om lavere skat for de lavtlønnede danskere, men er yderst forbeholden over for at medvirke til lettelser for de højtlønnede.

Løkke kender om nogen denne konflikt, og han ved, at det i værste fald kan ende i endnu et turbulent forhandlingsforløb, hvor regeringen til sidst risikerer at lide nederlag.

Den gode nyhed for Løkke er, at LA-toppen er glad for at være i regering, hvilket har gjort viljen til kompromis større.

Samtidig er regeringsgrundlaget blevet mere operationelt. Sidste efterår krævede Samuelsen som bekendt, at topskatten skulle sænkes med minimum fem procentpoint. Læser man det nuværende regeringsgrundlag for VLAK-regeringen, står der, at »færre skal betale topskat«, og at »topskat skal spille en mindre rolle«.

Alt andet lige, som økonomerne plejer at formulere det, vil det give større rum til at forhandle.

Dertil kommer, at Løkke sammen med Pape og Samuelsen synes at være blevet parat til at give DF nye stramninger af udlændingepolitikken, og dette vil være en afgørende forudsætning for, at DF vil imødekomme regeringen.

Endelig må både regeringsholdet og DF snart til at indse, at hvis de skal nærme sig næste valgkamp som en del af samme blå hold, skal de snart være i stand til at levere et stort og sammenhængende forlig. De kan ikke blive ved med at være rejsende i konflikt, hvis målet er en længere borgerlig regeringsperiode.