Udadtil går politikere ikke op i meningsmålinger, men netop nu går regeringstoppen ikke desto mindre og glæder sig over interessante historiske sammenligninger:
I september 2013 havde Helle Thorning-Schmidt været statsminister i præcis to år. Efter en kaotisk start med eklatante løftebrud var populariteten styrtdykket, og et genvalg for hendes regering syntes umuligt.
Socialdemokratiet lå under 20 procent i målingerne, mens Venstre blev støttet af næsten 30 procent af danskerne. Styrkeforholdet mellem rød og blå blok var i ekstrem grad vippet til blå lejrs fordel: Kun 42 procent af vælgerne stod bag de røde, mens 58 procent sluttede op bag de blå.
Og nu kommer pointen: Trods det enorme forspring til Lars Løkke Rasmussen og den borgerlige opposition lykkedes det for Thorning at sætte en formidabel slutspurt ind, og ved valget i forsommeren 2015 var hun forbløffende tæt på at kunne fortsætte i Statsministeriet.
Årsagen var, at Løkke – med GGI-sagen og Venstres indkøb af tøj til formanden – på fatal vis svækkede sig selv. Men nok så væsentligt lærte holdet bag Thorning at udnytte den kraft, der ligger i at have regeringsmagten, kunne trække på et stort embedsapparat og dominere dagsordenen i medierne. Oven i det blev Thorning sendt ind i valgkampen af en strømlinet PR-kampagne.
I dag bruger inderkredsen i VLAK-regeringen de elendige målinger for Thorning i 2013 til at fremhæve, at der to år inde i Lars Løkke Rasmussens regeringsperiode er dødt løb i målingerne og dermed langt kortere vej til genvalg, end der var for Thorning.
Ser vi på Gallups måling fra en uge siden – som sendte et sus gennem Borgen – står blå lejr til genvalg. Vel at mærke efter to år, hvor selv centrale ministre erkender, at blå lejr har været en rodebutik.
Sidste efterår var Anders Samuelsen og LA som bekendt tæt på at vælte Løkke og den smalle V-regering, indtil statsministeren inviterede LA og de Konservative med ind i ministerkontorerne, og i foråret gik DF i flere omgange sammen med S for at blokere centrale udspil fra VLAK-regeringen.
Kulminationen på presset fra DF og S kom i søndags, da Samuelsen måtte sluge al stolthed og erkende, at der ikke findes et flertal for at ændre på topskatten. Derfor vil regeringens kommende udspil slet ikke omhandle topskat, lød det fra LA-formanden.
Dermed var en ydmygelse af dimensioner en realitet. Men realpolitisk åbnede det en enestående mulighed for Løkke for at samle blå lejr, genskabe alliancen med Kristian Thulesen Dahl og i heldigste fald lægge grunden til øget vælgerstøtte.
Uden Samuelsens retræte ville regeringen med usvigelig sikkerhed være braget ind i et nederlag.
Men også på andre felter er svære sager blevet neutraliseret og lagt til side.
Løkke har fået ro på det oprør, som V-gruppeformand Søren Gade indledte, da han i fuld offentlighed protesterede mod et forslag fra regeringen om at lade staten finansiere nybyggeri og renovering af almene boliger gennem udlån. Gade lagde ikke fingrene imellem, da han talte om et »borgerligt fejlskud« og »socialistisk politik«. Men sagen blev landet.
I 11. time fik Løkke også fjernet fiskeriområdet fra Miljø- og fødevareministeriet. Dermed kom han den stærkt kritiske rapport fra statsrevisorerne i forkøbet og fik reddet sin kronisk kriseramte miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen.
Da bandekrigen for alvor eksploderede på Nørrebro, og politiet i medierne klagede over mangel på ressourcer, sikrede Løkke med et overrumplende træk, at forsvaret fremover skal bevogte grænsen. Dermed kan der frigives flere betjente til at nedkæmpe banderne.
Alt har ikke været lige kønt at se på. Blandt statsrevisorerne, som i onsdags præsenterede deres rapport med den sønderlemmende kritik af manglen på kontrol med fiskekvoterne, er der vrede over, at Løkke benyttede insider-viden om den kommende rapport til at redde sin minister.
Men at Løkke har været effektiv, er indiskutabelt. Punkt for punkt har han demonteret landminer, som kunne være eksploderet under ham selv og regeringsholdet. Nu kan han fokusere på at lave politik. Især med Kristian Thulesen Dahl.
Ser man på Løkkes afgørende strategiske prioritering, handler den nemlig om at genskabe samarbejdet med DF. Af samme grund har Løkke i de seneste uger været i tæt kontakt med Thulesen, ligesom statsministeren har indprentet sine ministre, at forholdet til DF må og skal styrkes.
Flere ministre har på den hårde måde lært, at DF kan gøre livet overordentlig svært for en regering, hvis partiet ikke føler sig tilgodeset, og Løkke har bekymret fulgt tilnærmelserne mellem Kristian Thulesen Dahl og S-formand Mette Frederiksen.
Målet er derfor flere blå aftaler med DF. Helst uden S.
Men hvad kan regeringen og DF overhovedet blive enige om? Formentlig en del.
Endnu kender vi ikke regeringens udspil, men allerede i de næste dage vil delelementer blive præsenteret i medierne, og det hele vil kulminere i de sidste dage af august, når regeringens samlede planer bliver offentliggjort. Helt efter bogen vil regeringen præsentere sit forslag til en ny finanslov, og i den forbindelse vil der komme et stort skatteudspil og en vækstplan for erhvervslivet.
Køreplanen er, at flere af forhandlinger gerne skal afsluttes hurtigt – især når det handler om at investere i f.eks. sundhed og ældre – eftersom aftalerne kan bruges som rygstød til kommune- og regionsvalget i slutningen af november.
Senere vil forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fremlægge et udspil til en ny forsvarsaftale, og længere ude i horisonten venter kulturminister Mette Bocks medieudspil – formentlig med forslag om lavere licens og et mindre, men mere fokuseret DR.
Man behøver ikke at hedde Einstein til efternavn for at se, at det samlet kan blive til en borgerlig dagsorden med bred appel: Lavere skat vil gøre det mere attraktivt at arbejde og få et job frem for at være på overførselsindkomst. Mange vælgere vil være klar til at styrke forsvaret i en urolig tid. Fjernelsen af belastende afgifter vil blive hilst velkommen af erhvervslivet. Derudover vil der med sikkerhed komme forslag til stramninger af udlændingepolitikken og et forstærket fokus på at få flere sendt ud af Danmark, hvad enten vi taler om udenlandske kriminelle eller afviste asylansøgere.
Mens flere af disse initiativer vil kunne samle vælgere, vil landets kreds af topøkonomer dog være knap så begejstrede. De peger på, at det bliver nærmest umuligt for regeringen at nå de ambitiøse mål fra regeringsgrundlaget om at øge arbejdsudbuddet i stor skala, når regeringen har måttet opgive at hæve pensionsalderen og sænke topskatten. De advarer i stigende grad om risiko for flaskehalse og lønpres på grund af begyndende mangel på arbejdskraft. Og de er nervøse for, at regeringen vil bruge for mange penge. Men politisk har Løkke den luksus, at han har et økonomisk råderum, og at en højkonjunktur synes at bygge op.
Lykkes det for Løkke at holde sammen på sin regering og lave aftaler med DF, vil han kunne samle blå lejr, trække DF længere væk fra S og samtidig kunne håbe på, at omverdenen så småt begynder at få øje på den fundamentale uenighed i rød blok.
I regeringen erkendes det, at Mette Frederiksen er en politisk leder med gennemslagskraft, men det noteres også, at hun får svært ved at basere sig på støttepartier, der er på kollisionskurs med S i både den økonomiske politik og den højspændte værdidebat.
Et nederlag vil Løkke næppe kunne forhindre: Han står til at indkassere en øretæve ved kommunevalget. Ved sidste valg fik Venstre støtte fra vælgerne og trak samtidig det længste strå i mange konstitueringsaftaler, så partiet fik et meget stort antal borgmesterposter.
Til november er der udsigt til færre stemmer og færre aftaler, der går Venstres vej.
I yderste konsekvens kan en hård tilbagegang genstarte diskussionen om Løkkes fremtid som formand. Også af den grund er det vigtigt for Løkke, at efterårets forhandlinger lykkes, og at troen på en sejr ved næste folketingsvalg styrkes i blå blok.
Sidste år satte han alt på et bræt med sin stort anlagte 2025-plan. Og tabte. Nu satser han på initiativer i mindre format, men som hans regering til gengæld har større chancer for at gennemføre.