Løkke vil give ældre førtidspensionister flere penge
Venstre ønsker at give en bedre pension til folk på offentlig forsørgelse, og partiet vil have stigende offentlige udgifter fra 2020 til 2025.
Venstre ønsker at give en bedre pension til folk på offentlig forsørgelse, og partiet vil have stigende offentlige udgifter fra 2020 til 2025.
Snakken om udgiftsstop i det offentlige er et øjeblik sat på pause, idet Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) nu bebuder, at han vil arbejde for, at folk på offentlig forsørgelse kan få højere ydelser, når de når folkepensionsalderen.
Han slår desuden fast, at han ønsker vækst i det offentlige fra 2020 til 2025. Det skriver Politiken.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Med hensyn til pensionerne overvejer Venstre-formanden at tvinge virksomheder, der ikke er overenskomstdækket, til at betale et højere ATP-bidrag. Det er noget af det, han gerne vil tage op i trepartsforhandlinger, hvis han bliver statsminister efter valget på torsdag.
Lars Løkke Rasmussen meddelte søndag på Folkemødet, at han indkalder arbejdsmarkedets parter til nye trepartsdrøftelser, hvis blå blok får flertal efter valget, for at løse forskellige udfordringer i samfundet.
I sin tale på Folkemødet adresserede han også ønsket om at sikre, at eksempelvis førtidspensionister ikke får et stort indtægtstab, når de når folkepensionsalderen, fordi de ikke får sparet penge op.
Han problematiserede ved samme lejlighed, at virksomheder, der ikke har en arbejdsmarkedspensionsordning, får en konkurrencefordel i forhold til »de gode overenskomstdækkede arbejdspladser«.
Hvad angår væksten i det offentlige efter den kommende valgperiode, ønsker Venstre ifølge Politiken en vækst fra 2020 til 2025 på nogenlunde samme niveau som Socialdemokraterne.
Den udmelding glæder Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl (DF), mens de Konservative frygter, at Venstre begynder at slække på ambitionsniveauet for at skabe vækst i det private.