»Jeg vil gerne undskylde over for de mange mennesker, der bakker op om Venstre, at min person og sagen om GGGI har skadet partiet.«

Sådan siger Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) på pressemødet søndag, hvor han beklager at have brugt blandt andet 775.000 kroner alene på flybilletter på 15 rejser. Dertil kommer de tusindvis af kroner, som Løkke har spenderet under sine hotelophold, samt på transport og forplejning.

Siden afsløringen af GGGI-formandens dyre rejsepolitik i Ekstra Bladet for godt to uger siden, har det ikke været Lars Løkke Rasmussen selv, der har kommenteret sagen, men i stedet partifællerne Ellen Trane Nørby (V), Jakob Engel-Schmidt (V) og Søren Pind (V).

EKSTERNT LINK: Se bilagene

Hvorfor skulle de tre løbe rundt i manegen?

»Det er jeg også ked af. Men jeg er først og fremmest glad for, at så mange har villet støtte op. Det er muligt, at de sidste 14 dage kunne have været håndteret anderledes, men min erfaring siger mig, at det bare fortsætter, hvis man ikke venter, til det hele er klart. Hvis den tid, hvor vi har ventet på det, har bragt nogle af mine partifæller i en dum situation, så er jeg selvfølgelig ked af det,« svarer Venstres formand.

Spurgt om, hvorvidt han har tænkt sig at tilbagebetale differencen mellem prisen på flybilletter på business class og flybilletter på første klasse, som GGGI-formand Lars Løkke Rasmussen har rejst på på klimaorganisationens regning, svarer Lars Løkke Rasmussen, at det ikke er et ønske, han er blevet mødt med fra GGGI.

»Jeg er ikke blevet mødt med noget ønske fra GGGI om at betale beløb tilbage. Hvis det sker, må jeg selvfølgelig tage stilling til det. Jeg har rejst i overensstemmelse med reglerne. Jeg beklager, men gjort er gjort,« siger han.

Lars Løkke Rasmussen slår også fast, at han ikke har overvejet at trække sig som formand for Global Green Growth Institute.

»Jeg er skruet sådan sammen, at jeg synes, man skal gøre sit arbejde færdigt. Den opgave, jeg påtog mig sidste sommer, har vist sig at være lidt større, end hvad jeg havde forestillet mig, og måske også i forhold til det, jeg blev stillet i udsigt. Men jeg er valgt frem til oktober næste år, og min ambition er at gøre det arbejde færdigt - selvfølgelig forudsat at der er tiltro til mig, og det har jeg ikke fået noget signal om ikke skulle være tilfældet,« siger han.

At der skulle gå 15 dage, før Løkke offentligt står frem og beklager sin dyre rejsepolitik, har undret både politikere og ikke mindst medierne.

»Det har taget 15 dage, før vi er ved dette pressemøde, og jeg ved godt, at det har været en skuffelse for mange, at jeg ikke har svaret for min egen sag før nu. Jeg kan sige, at når jeg har valgt at gøre det på denne her måde, så det fordi, at min erfaring siger mig, at det ubetinget er en fordel at få alle ting på bordet, før man siger noget,« siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

»Der har været meget spekulation, og når det har taget 15 dage, så er det fordi, at der er tale om et arbejde - en redegørelse - der ligger ud over det, man normalt vil gøre i en forholdsvis lile organisation som GGGI,« siger han med henvisning til de mange bilag, og at GGGI ikke juridisk er forpligtet til at fremlægge dem.

»Jeg har rejst for dyrt for længe. Jeg skulle have sat en stopper for første klasse allerede efter den første tur. Det fortryder og beklager jeg,« understreger Løkke.

GGGI-formanden lover samtidig, at han vil betale for den rejse, hans datter ledsagede ham på.

»En anden ting, jeg beklager, både som formand, men ikke mindst som far, er, at GGGI fejlagtigt har betalt for en økonomibillet til min datter, som ledsagede mig på en rejse. Det har jeg bedt om at få rettet op på, så jeg selv betaler,« siger GGG-formanden og understreger, at der nu »er taget hånd om« datterens rejse.

Også Løkkes hustrus deltagelse i en rejse til Seoul, hvor GGGIs hovedkontor ligger, gør Løkke rede for og påpeger, at rejseplanerne fremgår af de udleverede bilag.

»Når I dykker ned i det, vil I også se, at jeg ved visse lejligheder har inviteret gæster. Det har udgjort en samlet pris 16-17.ooo kroner,« siger Løkke og forklarer det med, at det at invitere gæster er en »naturlig del af de forpligtelser, der følger med som formand«.