Når Kristian Thulesen Dahl her i Berlingske lægger op til et nationalt kompromis for at kunne håndtere den massive strøm af flygtninge og immigranter, som vandrer op gennem Europa, lyder det umiddelbart som en håndsrækning og en invitation til statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Men man skal altid læse det med småt, og Løkke vil næppe kunne leve op til de betingelser, som DF sætter for at ville indgå i et nationalt kompromis. Kristian Thulesen Dahl lægger ganske vist op til, at Danmark i den aktuelle ekstraordinære situation skal være parat til at tage imod flere flygtninge, men med det afgørende krav, at deres ophold kun skal være midlertidigt. De skal således hjem igen, når forholdene i Syrien bliver bedre, og de skal under ingen omstændigheder blive permanente beboere her i kongeriget.
Den vare vil Løkke næppe kunne levere. Alt tyder på, at krigen i Syrien kan trække ud i årevis, og i den situation vil mange flygtninge ende med at slå rødder i Danmark.
Dermed er Løkke og Thulesen på kollisionskurs. DF-ledelsen vil simpelthen ikke være med til at blåstemple en politik, som betyder, at Danmark tager imod store grupper af flygtninge, der ender med at blive i landet for altid. DF frygter, at dette i sidste ende vil komme til at koste samfundet dyrt, fordi mange af de nyankomne – navnlig flygtningene fra Syrien – har vist sig at have meget svært ved at komme i arbejde. Flere studier viser, at de i stort tal er endt med at stå på sidelinjen til samfundet, hvor de er blevet afhængige af at få overførselsindkomster til sig selv og deres familier.
DF-ledelsen frygter, at udgifterne til overførselsindkomster vil eksplodere i de kommende år – og helt konkret vil gå ud over partiets krav om bl.a. at ville styrke ældrepleje og sygehuse. Desuden er DFerne bekymrede for, at allerede kendte problemer med manglende integration og udvikling af parallelsamfund vil vokse.
Den risiko vil DF ikke løbe, og derfor er Thulesen Dahl så direkte i sit krav om, at flygtningene kun skal være her midlertidigt i særlige statsligt drevne flygtningecentre, indtil de en dag skal rejse hjem igen.
Kristian Thulesen Dahl er desuden ret eksplicit, når han giver Løkke et vink med en vognstang om, at statsministeren burde være mindre optaget af den tyske kansler, Angela Merkel, og mere optaget af den britiske premierminister, David Cameron.
I DFs optik har Merkel handlet uansvarligt med sin invitation til flygtninge om at komme til Tyskland. DF-ledelsen hæfter sig ved, at Merkel ikke i praksis vil kunne leve op til de forhåbninger, hun har skabt hos millioner af flygtninge.
I DF peger man på, at Tyskland allerede har været tvunget til at lukke grænser og iværksætte oplysningskampagner om, at Tyskland ikke er et land, som flyder med mælk og honning.
DF-ledelsen er langt mere på linje med David Cameron, som nægter at indgå i en europæisk fordeling af de syriske flygtninge af frygt for, at det blot bliver skruen uden ende i en situation, hvor EU hverken er i stand til at håndtere hjælpen i flygtningenes nærområder eller sikre et tilstrækkeligt effektivt værn ved EUs ydre grænser.
Meldingerne fra Thulesen kan umiddelbart ligne en kriseerklæring til Løkke, men sådan ser DF-lederen ikke selv på det. Han ser tværtimod tegn på, at det er Løkke, som søger mod Merkel og fjerner sig fra sine løfter fra valgkampen.
For Løkke er situationen derimod kompleks. Han kan som regeringschef ikke lægge direkte afstand til Angela Merkel og Tyskland, der som bekendt er en af Danmarks nære allierede i EU og udgør et gigantisk marked for dansk erhvervsliv. Løkke må i disse døgn sande, at det er meget nemmere at være oppositionsleder i valgkamp end statsminister under ansvarets åg. Hvor Løkke i sidste instans ender med at placere sig, er ikke til at sige, for lige nu må han manøvrere dag for dag afhængigt af, hvordan flygtningesituationen udvikler sig, og hvordan EU-landene reagerer enkeltvis og i fællesskab.
Mens han er fastlåst, kan DF bevæge sig mere frit, og det kan betyde, at Kristian Thulesen Dahl i endnu højere grad vil kunne komme i samklang med en meget stor del af den danske befolkning. Hertil vil nogle indvende, at de seneste dage har vist en stor folkelig vilje til at hjælpe de flygtninge, som kommer til landet, ligesom flere målinger har vist, at et flertal af vælgerne er klar til at tage imod flere flygtninge.
De holdninger kan imidlertid hurtigt skifte i takt med, at flygtningestrømmen fortsætter, og det bliver klart, at omkostningerne til at huse flygtningene vil vokse. I den situation er det langtfra utænkeligt, at DF vil kunne vokse yderligere og positionere sig som landets største parti.
Nok så interessant er det ikke kun i blå blok, at der er tegn på splittelse. Med Mette Frederiksen i spidsen har Socialdemokraterne valgt at lægge sig tæt på Lars Løkke Rasmussens kurs, mens SF, Alternativet, Enhedslisten og ikke mindst de Radikale ønsker et Danmark, som tager imod markant flere flygtninge.
Mellem Socialdemokraterne og de Radikale er der ved at åbne sig en afgrund i forhold til, hvordan de to partier vil have Danmark til at reagere på den historiske vandring af flygtninge og immigranter op gennem Europa.
Flygtninge- og immigrantkrisen sætter med andre ord gamle venskaber og alliancer under hårdt pres på Christiansborg.
