Efter massiv kritik fra de øvrige partier i blå blok og førende økonomer, der alle har kritiseret Lars Løkke Rasmussens skatteplan for ikke at hænge sammen, har Løkke nu lavet sin plan om. I stedet for kravet om såkaldt "reelle" skattelettelser for ekstra 13 milliarder kroner, neddrosler han sit skattekrav med nogle milliarder. Til gengæld ønsker han, at alle skattelettelserne skal falde inden for de kommende tre år, mens regeringen i sit forslag opererer med en indfasning helt frem til 2022.

- Det er en mere enkel øvelse, hvor vi koncentrerer os om at bruge de penge, vi har på bordet nu, siger Lars Løkke Rasmussen, der ikke vil sætte tal på, hvor mange milliarder mindre end de 13, Venstre nu kræver skattelettelser for.

Når du dropper dit krav om skattelettelser for 13 milliarder, skyldes det så at du har lyttet til de andre partier i blå blok og de uafhængige økonomer, der alle har ment, at du brugte nogle penge, som du ikke havde?

- Nej, det skyldes det ikke, for jeg har jo ikke forhandlet med de andre blå partier, men med regeringen. Det skyldes simpelthen, at forudsætningerne for at få de 13 milliarder på bordet ikke er til stede, og det er der forskellige grunde til: Den ene handler om, hvor mange penge regeringen var parat til at give retur til danskerne, det andet handler om tiden, siger Lars Løkke Rasmussen og refererer regeringen for at have sat deadline for skatteforhandlinger i starten af juli.

- Regeringen vil have skattereformen på plads inden sommer. 1. Juli. Det er om tre uger, og derfor kan det simpelthen ikke lade sig gøre at lave en aftale, hvor vi tager højde for alle de reformmilliarder, som regeringen selv har bragt i spil. Hvis man skulle bruge de milliarder, så er man nødt til også at være sikker på, at vi kan blive enige om at lave en SU-reform, en kontanthjælpsreform samt besparelserne på forsvaret. Det kan vi simpelthen ikke nå på tre uger. Det spor er endt blindt, og så må vi finde på noget andet, siger Løkke om baggrunden for sit nye, lidt mindre skatteudspil.

- Vi har brug for at give danskerne nogle skattelettelser og lempe omkostningstrykket på virksomhederne, og det kan vi gøre, hvis vi laver den her meget simple øvelse. Vi kan faktisk lave noget, som er bedre, end det regeringen har foreslået i 2013, 2014 og 2015, siger Lars Løkke Rasmussen, der ikke vil vurdere, om hans nye udspil gør det nemmere at nå en aftale med regeringen om en skattereform.

Om finansieringen siger Løkke, at han udover regeringens fire milliarder fra en lavere regulering af overførselsindkomster henter et par milliarder på en reform af førtidspension og fleksjobordningen. Desuden vil selve skattereformen styrke den økonomiske balance med tre milliarder, hvis man følger Venstres model, og de penge vil Løkke også bruge til skattelettelser. Han afviser, at det er at finansiere skattereformen med såkaldt dynamiske effekter.

- Det er fuldstændig krone til krone. Regeringen regner selv med, at skattereformen giver et bidrag på tre milliarder, og hvis man ser på regeringens 2020, så er det tre fuldgode milliarder, som regeringen har tænkt sig at investere på offentligt forbrug. Og jeg kan jo ikke forestille mig, at regeringen opererer med, at man skal have dynamisk finansiering af offentligt forbrug, siger Lars Løkke Rasmussen.

 
 

Løkke tager på lørdag til topmøde i Rio i Brasilien, så det bliver andre Venstrefolk, der kommer til at side med ved forhandlingsbordet i Finansministeriet.