I den forløbne uge er 5.000 flygtninge og migranter rejst ind i Danmark fra Tyskland. Samtidig ventes flere europæiske lande at gå sammen om at finde en fælles fordeling af de tusindvis af flygtninge, der kommer til Europa.
Søndag aften stimler partilederne på Christiansborg sammen på TV 2 for at debattere netop flygtningekrisen og mulige løsninger.
Forud for debatten slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast, at Danmark gerne vil tage del i en europæisk løsning, som blandt andre Tysklands kansler, Angela Merkel, har efterlyst.
»Der er en udfordring for Danmark og Europa. Der skal findes fælleseuropæiske svar. Det handler ikke kun om en fordeling. Der er også brug for at skelne mellem flygtninge og økonomiske migranter,« siger han til TV 2.
Statsministeren afviser dog at deltage i et kvotesystem blandt andet med henvisning til det danske forbehold på retsområdet i EU. Men der er dele af et europæisk flygtningesamarbejde, som Danmark godt kan deltage i, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Han fremhævede også, at Danmark tager et stort ansvar for flygtninge krisen i øjeblikket.
»Danmark har taget ansvaret på sig. Vi er ikke et land, der vender ryggen til,« siger han og henviser til, at 843 mennesker har søgt om asyl i Danmark siden sidste søndag.
Formanden for Folketingets største parti Mette Frederiksen (S) afviste også dansk deltagelse i et kvotesystem.
»Jeg er imod kvoter bestemt i Bruxelles, men vi skal løfte vores del af ansvaret. Det har vi altid gjort i Danmark,« siger hun til TV 2.