Spænd en stålwire ud mellem to solide træer på tværs af cykelsporet en halv til en hel meters højde over jorden.

På den måde stopper man de mountain-bike cyklister, der kører i private skove, lyder det i en opfordring fra en bruger kaldet »P.« fra Silkeborg i en kommentar i en lukket Facebook-gruppe. Det skriver tv2.dk.

»P.« opfordrer således til direkte chikane af cyklisterne:

»Cykelbøller på mountain-bikes, der ikke vil modtage en venlig henvendelse om at skrubbe ud af privat-ejede skove og lejede jagt-arealer, stopper man kun med en stålwire spændt godt ud mellem to solide træer på tværs af cykelsporet - selvfølgelig ikke i en højde, hvor cyklisten kan komme alvorligt til skade - men i en halv til en hel meters penge over jorden - man kan også grave et hul på en halv meters dybde og camouflere det med et par grene, også seriøst effektivt....så finder de hurtigt et andet sted at terrorisere...barskt men desværre nødvendigt for at undgå mountain-bikeres i vores private skove og på jagtarealerne.«

Den farlige metode er allerede gået ud over Brian Kristoffersen fra Assens, der brækkede kravebenet, da han kom kørende på sin cykel med 40-50 kilometer i timen.

Han kørte nemlig ind i en ledning, der var spændt ud på en mountain-bike sti i Assens, oplyser TV 2.

Ifølge politiassistent Carsten Møllegaard fra lokalpolitiet i Assens kunne det have været livsfarligt, hvis et barn var kørt ind i ledningen med høj fart og havde ramt det med halsen.

Gerningsmanden, der nu er eftersøgt af politiet, kan risikere op til otte års fængsel, hvis han bliver anholdt.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser ligeledes, at man vil gå videre med sagen om »P.'s« opfordring på Facebook.

»Vi opretter en sag og lader anklagemyndigheden vurdere om der er kan blive tale om strafferetlig forfølgelse,« siger vagtchef Kjeld Nedergaard til TV 2.