I svage øjeblikke har jeg det med at flirte med tanken om at flytte ud af byen, langt ud på landet. Væk fra byens trafik, larm og ballade.

Når det er sagt, er jeg faktisk blevet ret glad for at bo her i 2100 Spelt. Her er trygt og bekvemt, og når jeg handler i mine yndlingsbutikker på Østerbrogade, møder jeg som oftest typer, der minder en hel del om mig selv. Ingen løfter et øjenbryn, hvis jeg siger, at jeg lige skal i Irma efter en pose Grød Nr. 4.

Siden vi flyttede hertil for godt og vel et år siden, er der mig bekendt kun sket tre virkelig opsigtsvækkende ting i mit nabolag: Bølleoptøjerne i sommer i forbindelse med en fodboldkamp i Parken; rotten, som vores søde overbo spottede nede i gården ved juletid; samt ikke mindst branden på Sankt Jakobs Plads 2. januar i år. Sidstnævnte begivenhed blev annonceret på TV 2 News som »Storbrand på Østerbro« med Breaking i neongult.

Selv blev jeg da også så forskrækket, at jeg var tæt på at spilde kaffen lige dér i min nye Erik Jørgensen-sofa. Som vi syntes, vi fortjente efter tyve år med børnevenlige Klippan-sofaer med vaskbare (og slidstærke) betræk. 

Mens Ikea-sofaerne bestod hverdagstesten, kan man ikke sige det samme om den brandvarme nyhed på News. Da jeg et par dage efter var omkring Sankt Jakobs Plads, hvor min nye yndlingscafé tilfældigvis også ligger, lignede alt sig selv. Skaderne havde (gudskelov) vist sig stærkt begrænsede og kun af materiel karakter.

Men det KUNNE naturligvis være gået grueligt galt.

Anderledes heftigt går det for sig på Nørrebro, de unges foretrukne bydel. Vores tre styks kvindelig ungdom bor alle på Nørrebro. De vil KUN bo på Nørrebro. Jeg har af samme grund ikke tal på de nætter, hvor jeg har ligget søvnløs og forestillet mig alverdens ulykker.

Alt sammen kun overgået af den skinbarlige virkelighed; i en periode med daglige bulletiner om bandeopgør, skyderier og gadedrab. Herude i 2100 Spelt er det eneste virkelig uhyggelige, vi kan byde på, parkeringsforholdene. De er til gengæld også så skræmmende, at selv den mest garvede bybo kan forfalde til at turbofantasere om det stille liv på landet.

Jeg har fra pålidelig kilde hørt, at der skulle være masser af parkeringspladser i Vestjylland. Men hvad så med min Grød Nr. 4? Mig bekendt findes der ingen Irma-butikker derovre. Desuden tror jeg, at vestjyderne er for kloge til at hoppe med på den der speltbølge.

Jeg må nok bare blive her i min ghetto.