Alderdommen er afskaffet, og vi arbejder på at afskaffe døden. Så kort kunne man formulere holdningen i vores moderne kultur. Vi bliver stadig ældre, og til sidst dør vi, men kulturen har ikke noget godt at sige om livets sidste del, og den bliver stum over for afslutningen. Det er ikke engang nogen særlig original iagttagelse.
Ungdomsdyrkelsen har for længst antaget et neurotisk omfang. »Nye bryster«, står der på buslangsiden i reklamen for en plastikkirurgisk klinik, hvor de, der har råd til det, kan få glattet rynkerne ud og i det hele taget få korrigeret snart sagt ethvert tegn på kropsligt forfald. Andre nøjes med at løbe livet af sig med en pulsmåler på armen. Hvor mon det egentlig er, de skal hen, med tungen ud af halsen?
Vores kultur er besat af den unge krop, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad den fitness-forhippede middelklasse ville kunne præstere, hvis den stillede sig selv over for intellektuelle udfordringer, der stod mål med, hvad man byder sin stakkels krop. Det ville nok svare til at læse »På sporet af den tabte tid« hen over en weekend.
Men alene titlen på Marcel Prousts 3.000 sider lange symfoni af ord siger noget om, hvad der er sket med kulturen, siden han satte det sidste punktum i årene lige efter Første Verdenskrig. Ingen interesserer sig længere for den tabte tid. Begrebet »tab« er i dag en rent økonomisk term, og lægevidenskabens enorme fremskridt har lært os at opfatte døden som noget nær en fornærmelse.
Det er ikke kun den unge krop, der bliver hypet. Det samme bliver det unge perspektiv på tiden. Når man er ung, har man fremtiden foran sig, og den forekommer endeløs. Man skulle tro, at det ville få det unge menneske til at tage den med ro, men tværtimod er ungdommen kendetegnet ved rastløshed og hastværk. Tiden kan kun gå for langsomt. Man kaster sig ind i fremtiden, og alligevel fjerner den sig ustandseligt foran én. I virkeligheden bliver det jo aldrig i morgen, men er uforanderligt i dag, dag efter dag efter dag.
At dyrke ungdommen er at dyrke fremtiden og med dén også den moderne kulturs forestilling om, at alt vil blive bedre og bedre med tiden. Dét har været dynamikken i den sociale og politiske energi, der har gjort velfærdssamfundet muligt. Alt er jo blevet bedre, end det var – også alderdommen.
Ikke desto mindre er troen på fremtiden i dag paradoksalt nok langt mere forbeholden, end den var for blot et par årtier siden. Den globale opvarmning, globaliseringens uoverskuelige politiske, økonomiske og sociale konsekvenser, krigenes genkomst i Europas nærområder – alt sammen bidrager det til en følelse af udsathed.
I modsætning til den førmoderne verden har vi bare ikke længere noget sprog for udsigten til tab, til at det ikke bare går fremad og opad, men måske ligefrem ned ad bakke. Eller rettere: de sprog, der taler om livets mørke sider, er i dag marginaliserede til fordel for de sprog, der taler om vækst, fremgang og »omstillingsparathed«. Det religiøse sprog er veget for det merkantile. Litteraturens sprog er veget for management og coaching.
Vores nærsynede materialisme og frygt for at blive ældre har gjort det sværere at reagere med modenhed, med erfaringens overblik og besindighed, på nutidens udfordringer. Det gælder i samfundet, det gælder internationalt, og det gælder i den enkeltes liv. Det er som regel kun det meget gamle menneske, der formår at slutte fred med tanken om, at vi er dødelige. Men forsoningen kommer ikke af sig selv, slet ikke i en kultur, hvor så mange over fyrre år ligner en dårlig undskyldning for dem selv.
Den franske forfatter Simone de Beauvoir skrev i sit store værk »Alderdommen«:
» … men alderdommen er en skæbne, og når den bemægtiger sig vores eget liv, bliver vi målløse … At tidens universelle forløb er mundet ud i en personlig forandring, det bestyrter os. Allerede som fyrreårig var jeg vantro, når jeg stod foran spejlet og sagde til mig selv: »Jeg er 40«.«
Når tidens universelle forløb munder ud i en personlig forandring. Kortere kan man vel ikke beskrive, hvad det vil sige at blive ældre. Man mærker tiden på sin egen krop, men som Simone de Beauvoir skriver:
»Alderdommen er særlig vanskelig at tage på sig, fordi vi altid har betragtet den som noget fremmedartet: er jeg virkelig blevet en anden, når jeg dog stadig er mig selv?«
Der ligger i Beauvoirs ord den iagttagelse, at det er de andres blik på os, især de unges, der får os til at føle os ældre. Så længe man betragter verden inde fra sit jeg, føler man sig i bund og grund som den, man altid har været. Først i det øjeblik, vi forestiller os, hvordan andre ser os, går det op for os, at vi ikke længere er helt de samme. Det er her, tabet kommer ind i billedet. Følelsen af at blive reduceret, båret over med, kørt ud på et sidespor eller simpelthen overset.
Det er her, man i erindringen forsøger at komme på sporet af sin egen tabte tid. Men er alderdommen nødvendigvis kun forbundet med en følelse af så at sige at have mistet sit liv, mens man levede det?
Kun hvis man underkaster sig den moderne kulturs livsløgn, dens forestilling om at vi skulle kunne afskaffe alderdommen og forblive evigt unge. »Leve i nuet«, som det hedder. Dét gør jo kun guldfisk, der efter sigende har en hukommelse, som skal måles i sekunder.
Den italienske forfatter og semiolog Umberto Eco, der døde for nylig, sagde i sit sidste interview: »Et menneske uden erindring er et menneske uden sjæl«. Han betonede, hvordan vores personlige identitet er knyttet til den historie, der er at fortælle om det liv, vi har levet. Efterhånden som han var blevet ældre, havde han den mærkelige oplevelse, at han pludselig kunne huske ting fra sin tidlige barndom, som i alle de mellemliggende år havde ligget begravet i glemslen.
Umberto Ecos genvundne barndomserindringer antyder et alternativ til at opleve det at blive ældre som et tab. Den mest nærliggende metafor er en russisk bedstemor. Babusjka hedder sådan én, og babusjka er samtidig navnet på de traditionelle russiske dukker af smukt bemalet træ, der, når man skruer dukkens over- og underkrop fra hinanden, viser sig at rumme en identisk, men lidt mindre bedstemor, der igen, hvis man skiller hende ad, rummer endnu én og så videre og så videre, indtil man står med en lille bitte, udelelig babybedstemor på håndfladen. På den samme måde rummer vi, hvis man følger Umberto Ecos tankegang, alle de forudgående versioner af vores jeg, sådan at den halvfjerdsårige gemmer sig inden i den firsårige, den tresårige inden i den halvfjerdsårige, den halvtredsårige i den tresårige og så videre, helt ind til det barn, vi var engang – og stadig er, et sted derinde
Livshistorien handler ikke bare om, hvordan vi kom fra A til Z. At fortælle den er at lade samtlige livsaldre komme til deres ret, uden at den ene får lov at fortrænge den anden. Hvert alderstrin rummer jo sin egen særlige følsomhed, sit eget perspektiv. Det er ikke, fordi man nødvendigvis ved mere, når man bliver ældre, end man gjorde, da man var yngre, men man ved noget andet.
Igen og igen hører jeg ældre mennesker sige det samme: Det er ikke spor morsomt at blive gammel. Man bliver mindet om sin krop på de mest ubelejlige tidspunkter, mindet om dens tiltagende skrøbelighed, forstyrret af dens akkumulerede skavanker, mens man prøver på at koncentrere sig om noget mere interessant. Det er ikke sjovt at skulle have indopereret en pacemaker, men uden dén ville indehaveren måske slet ikke være her – og være i stand til at brokke sig.
Lægevidenskaben har ikke bare mildnet alderdommen i forhold til tidligere generationer af ældre. Den har også forlænget den. Før var alderdommen som regel ikke længere end barndommen. Tolv-tretten år, så var det slut. Kvantitativt var livets begyndelse og afslutning symmetriske. Men takket være lægerne, en sundere livsstil og en mere ukuelig livsappetit er alderdommen i færd med at blive lige så lang som den midaldrende periode.
Hvad skal al den tid dog gå med? Nogle vil gerne blive i deres job så længe som muligt, andre har ikke spor imod at forlade arbejdsmarkedet for i stedet at kaste sig over interesser, som der ikke har været tid til før, eller måske udfolde helt nye sider af dem selv. Nutidens og fremtidens ældre skubber affældigheden foran sig, udsætter afslutningen på ubestemt tid og giver derfor udseende af, at det liv, der var, egentlig bare kan fortsætte mere eller mindre uforandret.
Til gengæld bliver selv de ældre generationer stadig mere fremmedgjorte over for de sidste års uundgåelige svækkelse. I et velfærdssamfund som vores, hvor vi har vænnet os til, at der ikke er det problem, der ikke kan løses med social ingeniørkunst, er indlevelsen over for de svage og udsatte grupper blevet uddelegeret til de relevante myndigheder, institutioner og behandlere. Så vi, der er raske og stærke, kan forfølge vores mål og drømme i fred for vores samvittighed.
Det mærker man ikke mindst, hvis man bor på et plejehjem. Personalet kan være nok så elskværdigt, men man undgår ikke følelsen af at være genstand for omsorg, én i rækken på den lange gang med linoleum på gulvet og numre på dørskiltene. Omsorgen kan være nok så kvalificeret og empatisk, men den undgår ikke at minde den gamle om, hvor hjælpeløs hun eller han dog egentlig er. Hvor fuldkommen overladt til samfundets nåde og barmhjertighed.
Det er sikkert en uundgåelig eksistentiel omstændighed ved den høje alderdom, at omsorgen kun forstærker ydmygelsen ved at være en mere eller mindre uskadt sjæl i en krop, der er sat ud af spillet. Alligevel er det, som om den professionaliserede omsorg sætter trumf på tabet af værdighed. De, der plejer og passer én, har jo kun pligt til at gøre det, fordi det er deres arbejde, og mere end pligt bliver det aldrig, uanset hvor pænt de taler til os.
Hvis man sammenligner med lande som Italien, hvor der ikke findes et velfærdssystem som det nordiske, springer det i øjnene, hvordan familien dér varetager de opgaver, som i Norden overlades til uddannet, kommunalt ansat plejepersonale. Jeg nævner det ikke for at romantisere hverken italienerne eller storfamilien, og der kan være andet end sociale grunde til at foretrække den kommunale forvaltnings omsorg frem for at være henvist til familiens hengivenhed og pligtfølelse. Tænk, hvis man ikke kan udstå sine forældre. Eller sine børn.
Det er et fremskridt, at en nogenlunde værdig alderdom hos os er en rettighed frem for at være resultatet af noget så uforudsigeligt som held og familiefølelse.
Men det er ikke et fremskridt, at omsorgen for de gamle samtidig isolerer dem fra det liv, de før var en del af, hvad enten vi taler om familiens nære relationer eller samfundets mere overordnede tilhørsforhold. Det er ikke et fremskridt, at det besværlige ved at tage sig af de gamle smitter af på dem i en grad, så det er besværet, vi ser, før vi får øje på den person, der sidder i kørestolen og udmærket godt ved, at hun eller han ligger samfundet til last.
Hvis man sammenligner med omsorgen over for små børn, vil man forstå, hvad jeg mener. Små børn er også både besværlige og hjælpeløse, men skrigeturene eller alle bleerne kan ikke få os til at miste blikket for den lille personlighed, barnet er. Forskellen er selvfølgelig, at det lille barn har hele sin fremtid foran sig og derfor er indbegrebet af håb, mens den hjælpeløse olding endegyldigt har livet bag sig og derfor ligner indbegrebet af håbløshed.
Igen er det fremtiden, eller tanken om den, der dominerer vores opfattelse af, hvad det er meningsfuldt og berigende at beskæftige sig med. Men hvorfor er en skrigende baby mere meningsfuld at tage sig af end et gammelt menneske, der også skal have hjælp til alt? Burde spædbarnets løfterige, men ukendte fremtid ikke opvejes af tanken om alt det levede liv, al den erfaring, der vil gå tabt, når den gamle krop foran én holder op med at trække vejret?
Igen er det, som om alderdommen blot er et nødvendigt onde. Noget, der bare skal afvikles i god ro og orden. Igen er det, som om vores fremtidsfikserede, neurotisk lykkeforhippede kultur forhindrer os i at se noget håbefuldt i alderdommen. Tillad mig at citere endnu en forfatter, der oven i købet også blev sit lands præsident. Vaclav Havel sagde i et interview, mens han var kræftsyg, at håb ikke kun handlede om, hvorvidt noget ville ende godt. Håb handlede ifølge ham først og fremmest om, hvorvidt det ville vise sig at have været meningsfuldt.
Om alderdommen kan man med sikkerhed sige, at den ikke vil gå godt, for ingen slipper levende fra den. Men er det af den grund kun forbundet med håbløshed at blive gammel? Er der ikke snarere tale om en anden slags håb, når man er meget gammel? Et håb, der ikke knytter sig til fremtiden, men til fortiden. Håbet om, at det liv, man har levet, ikke var meningsløst. Det er et håb, man ikke kan indfri alene, og det er selvfølgelig først og fremmest de mennesker, man har elsket, der vil kunne forløse håbet om mening. Ægtefællen og vennerne, børn og børnebørn.
Men det videre samfund kan også få et gammelt menneske til enten at håbe eller forfalde til håbløshed, og hvad det bliver til, afhænger af, om samfundet som helhed synes, at det har brug for den erfaring, de historier, det vidnesbyrd fra fortiden, den kontinuitet mellem det, der var, og det, der skal komme, som et gammelt menneske kan være den endnu lyslevende formidler af. Og i et samfund, der prioriterer vækst, omstilling og innovation over alt andet, må erindringen og hengivenheden over for dem, der sidder inde med den, selvfølgelig være tilsvarende marginal, akkurat ligesom dannelse, historisk bevidsthed og kulturel horisont er blevet det.
Før støvets år, og før vi lægger alt åndsliv og al civilisation i graven, er der en kamp at kæmpe, et oprør, om man vel. Der er ligefrem en historisk ironi – eller en historisk retfærdighed – i, at den generation, der nu er ved at blive gamle, i sin tid var bannerførere for ungdomsoprøret i ’68. Det er ikke, fordi jeg vil have dem til at besætte Københavns Universitet endnu en gang, men en smule rav i den ved søndagsmiddagen med børn og børnebørn burde de nok kunne præstere.
I sit udgangspunkt handlede ungdomsoprøret om fantasi og frihed over for den borgerlige og småborgerlige forældregenerations fantasiløshed og tvangsmæssige konformisme. Det var forældre, der havde oplevet krigens nød og mellemkrigstidens sociale utryghed, og som én gang for alle havde besluttet sig for, at de aldrig mere ville være fattige. Deres beslutsomhed havde gjort velfærdssamfundet muligt, men gjorde det også til et meget snusfornuftigt samfund, hvor besatheden af det gode livs materielle rammer helt kunne overskygge, hvad rammerne egentlig skulle være rammer om ud over en konform og selvavlende forbrugerisme.
Deres utaknemmelige og langhårede børn ville lade fantasien komme til magten, men i løbet af det følgende årti for oprøret vild i neomarxismens labyrint af revolutionære fraktioner og doktrinære luftkasteller. Da Berlinmuren faldt, og det tidligere Østeuropa blev indlemmet i den vestlige markedsøkonomi, var utopien så miskrediteret, at de efterfølgende generationer helt opgav tanken om, at der fandtes nogen anden sandhed om samfundslivet end forholdet mellem udbud og efterspørgsel.
Resultatet kender vi, det omgiver os til alle sider med sine selvfede managementfraser og sit åndløse nyttetyranni, men hvad der ikke lykkedes for ungdomsoprørerne, dengang de var unge, vil måske få endnu en chance nu, hvor det ikke længere er aktuelt at deponere engagementet i en ideologisk drøm om en meget bedre fremtid.
Kernen i deres oprør vil være den samme: at livet handler om andet og mere end penge, succes, berømmelse og en lækker krop. Er det ikke et budskab, som deres ambitiøse, omstillingsparate børn kunne have godt af at høre? Er der ikke noget håbefuldt ved tanken om en bedsteforældregeneration, der tro mod erindringen om sin egen ungdom stikker en krykke i hamsterhjulet, bare en gang imellem?
I nutidens middelklasse giver ligestillingen mellem kønnene sig som bekendt udslag i, at begge forældre arbejder meget og længe hver dag. Så travlt har de med at ophobe den pengerigelighed, der skal sætte dem i stand til at leve det gode liv, som de ikke har tid til.
I tomrummet, hvor familielivet skulle have udfoldet sig, står en filippinsk aupairpige og stryger skjorter, men selv om hun også henter børnene fra skole, kan hun som regel ikke tale med dem. Det kan deres bedsteforældre, og man ser stadig flere af dem stå foran skolen, når der bliver ringet ud fra sidste time. Måske vil det 50 år efter lykkes de nu aldrende ungdomsoprørere at indgyde nutidens børn – og forhåbentlig også deres forældre – en smule af den fordomsfri fantasifuldhed, den vilje til at vende alt på hovedet med et kritisk spørgende blik, der i deres egen ungdom blev et varigt bidrag til at gøre samfundet mere demokratisk og venligt.
Der findes ikke noget mere meningsfuldt eller noget, der kan indgyde mere håb, end den udveksling på tværs af generationerne, det rum af fortrolighed og fortællinger, den erfaring, viden og dannelse, der udfolder sine farver og sin rigdom i bedsteforældres samvær med deres børnebørn.
Over for konkurrencesamfundets intimiderende disciplinering af krop og sjæl, over for human resource-filosofiens inkvisitoriske totalitarisme handler det, i livets sidste årtier, i al sin overvældende enkelhed om at vinde tiden tilbage. Tid til eftertanke og fordybelse, tid til nærvær og ægte kontakt på tværs af generationerne. Tid til erindringen, fortællingerne og det frie fællesskab, der ikke behøver retfærdiggørelse, fordi det er et formål i sig selv.
Essayet er oprindeligt et indlæg givet på en intern konference i ÆdreSagen.