Denne fredags kulturnyheder får et teologisk tema, idet ugens vigtigste begivenheder, på den forunderlige facon som kun den virkelige virkelighed kan levere, syntes at italesætte de samme store spørgsmål om livet, døden og Gud.

Vi begynder med ugens sørgeligste nyhed.

Mandag døde sangeren Trille, 71 år gammel, efter kort tids sygdom. Selvom man skal helt tilbage til 1988 for at finde hendes sidste pladeudgivelse, “Hjemlige eventyr”, var flere generationer på Facebook for at hylde Trille og hendes sange.

Flest linjer blev der dog skrevet om hendes gennembrudssang “Øjet”, der handler om Guds fordømmende øje på en opvoksende pige, der gør sig sine erotiske erfaringer. Sangen fik i 1970 hele TV-Danmark til at få aftenkaffen i den gale hals. Og der blev efterfølgende rejst tiltale mod både Trille og Danmarks Radio efter straffelovens blasfemiparagraf.

Mange år senere talte Trille (hvis fødenavn var Bodil Gudrun Nielsen) om sangen til Kristeligt Dagblad, der, som avisen har for vane, gerne ville have sangeren til at forklare sit gudsforhold:

”Det var en sjov sang, og alle var enige om, at det var en god idé at synge den. Der var ingen nervøsitet over det på forhånd, men den fik jo en hel nation på banen i forhold til folkekirken. Selve teksten var da lidt primitiv i sin opfattelse af en gammeltestamentelig, straffende Gud, men jeg fortryder ikke, at jeg sang den.”

Her skal vi høre en anden sang end “Øjet”, nemlig den utroligt efterårsagtige kærlighedssang til sangerindens datter, “Min lille sol”. Det instrumentale intro kan minde om noget af filmkomponisten Ennio Morricone, og er et af mange eksempler på Trilles brede musikalske spektrum.

På Facebook blev der udkæmpet en subtil kamp om sangerindens eftermæle. På de fleste opslag kunne man læse, at hun var “kvindesags-ikon”, og Enhedslistens Kvindeudvalg indrullerede hende direkte i den feministiske kamp.

Kim Flyvbjerg skrev Berlingskes nekrolog over Trille, der hurtigt blev en af de mest læste historier på b.dk. I nekrologen lod han Trille selv få ordet om det med kvindesagen:

»Jeg har aldrig været med i en basisgruppe eller med i rødstrømpebevægelsen, og det byder mig egentlig også imod. Det er for nemt et alibi at være under dække af en gruppe frem for selv at stå op for sine meninger.«

Den 82-årige canadiske troubadur Leonard Cohen er ikke død, men Døden var et tema i samtlige anmeldelser af “You want it darker”. Berlingskes rockredaktør Michael Charles Gaunt tog en dyb indånding, og skrev en fornem, elegisk anmeldelse af pladen og den uafvendelige skæbne, som alle mennesker deler:

“Det er dystre sager. Men der er også noget livsbekræftende i at høre Cohen gå ind i mørket med rank ryg og ordet i sin magt. Han har om noget været en opdagelsesrejsende i den menneskelige tilstand. Og nu står han altså helt derude, hvor det hele slutter for os allesammen. Og sender en sidste sjælerystende tilstandsrapport. Den kan næsten ikke være smukkere.”

Også rockredaktøren gjorde sig overvejelser om hvilken slags Gud, det er der, som optræder i Cohens tekst fra sangen “Treaty”

»I’m so sorry for the ghost I made you be / only one of us was real – and that was me« (denne journalists lynoversættelse: Jeg er ked af det spøgelse, jeg gjorde dig til/ kun en af os var virkelig og det var mig).

Men døm selv:

I samme boldgade har der ugen igennem kørt en debat i Kristeligt Dagblad om skuespilleren og filminstruktøren Hella Joofs netop udgivne katekismus for konfirmander. Den kristeligt orienterede lektor ved Københavns Universitet Erik Skyum-Nielsen, fandt katekismus’en dybt problematisk.

”Skal man sige noget positivt, er det, at vi er helt nede i menneskelivet, hvor alle kan være med, og hvor ingen, der læser teksten, føler sig for ringe, men hvis den skal bruges i en kristen ramme, skal den sige meget mere end at give de her psykologiske og sociale leveregler,« skrev Skyum-Nielsen, der blev bakket op af en række teologer.

Senere på ugen i Kristeligt Dagblad, blev Hella Joof taget i forsvar af teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen.

" Det, at mennesket ikke er syndigt i luthersk forstand, er et vigtigt punkt, som går igen. Hella Joof fokuserer på Gud som kærlighed, og det gør Luther jo også. Men forskellen er, at Luther har en dualistisk verdensopfattelse, at han ser vreden og ondskaben personificeret i Djævelen, mens Hella forstår synden som fravær af kærlighed," siger han.

Folkekirkens Konfirmandcenter, der står bag udgivelsen af katekismus'en, bakkede selv loyalt op bag Hella Joof, og understregede at Luther opfordrede til nyfortolkninger.

Der er noget ved Hella Joof, der altid for denne reporter til at smile, og hendes katekismus er ingen undtagelse. Hør her hvad hun skriver om Det 5. bud:

»Du må ikke slå ihjel. Det vil sige: Du må ikke tage et andet menneskes liv. Selvfølgelig må du ikke det. Men du må heller ikke ødelægge et andet menneskes livsglæde. Du må ikke mobbe, og du må ikke lægge fælder. Og du må ikke glæde dig, når det går andre dårligt. Eller når din veninde har fået stor røv og forkølelsessår.