Kontroversielle Luis Suarez er en sandsynlig anfører i søndagens udekamp mod Tottenham. Brendan Rodgers tøver med at satse på viceanfører Daniel Agger i fraværet af Steven Gerrard.

Viceanfører Daniel Agger skal ikke automatisk forvente at bære anførerbindet i Liverpools møde med Tottenham søndag eftermiddag. Anfører Steven Gerrard er ude med en skade resten af december, men manager Brendan Rodgers overvejer at give det synlige bevis på lederskabet videre til angriber Luis Suarez' ene overarm.

- Daniel Agger er klar. Han har ikke trænet i begyndelsen af ugen på grund af sygdom, men han har trænet nu (senere på ugen red.), og han er til rådighed for holdet. Vi må se, hvem der bliver anfører, siger Brendan Rodgers til The Guardian. 

Han er ikke i tvivl om, at den skandaleplagede Luis Suarez nu er så godt tilbage på sporet, at han kan tage Liverpools anførerbind på sig for første gang.

- Ville Luis være klar? 100 procent. Absolut. Vi må vente og se, hvad beslutningen bliver på White Hart Lane, siger Brendan Rodgers med henvisning til udekampen mod Tottenham søndag klokken 17.

Daniel Agger tager selv afstand til vigtigheden af, om han bærer anførerbindet eller ej.

- Jeg skal på holdkortet først, så vi må vente og se. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over, for det er ude i fremtiden. Jeg tænker over, hvad der sker nu. Det vigtigste for mig er at være på holdet. Det er det, jeg vil. Anførerbindet er ikke min førsteprioritet lige nu. Jeg gør mit bedste, spiller mit spil og tager det ansvar, jeg skal. Det er det, jeg prøver at gøre, siger Daniel Agger til klubbens hjemmeside.

Daniel Aggers tilbagevenden til holdet kan blive en afgørelse om, hvor vidt Brendan Rodgers foretrækker den danske landsholdsanfører frem for Mamadou Sakho i det centrale forsvar.