For 10 år siden blev der i al stilhed begået et mord i engelsk fodbold.
Forsiderne i maj måned 2002 kørte de tunge typer på den skadede superstar David Beckham, hvis VM-deltagelse ved den kommende slutrunde i Japan og Korea var truet. Kun en passant blev det nævnt, at en traditionsklub var ophørt med at eksistere.
»Det er en beskæmmende afgørelse,« sagde den daværende formand for det engelske fodboldforbund (FA), efter en komité under FA havde været nødt til at acceptere en juridisk afgørelse, og at FC Wimbledon - kendt som The Crazy Gang - blev rykket 100 kilometer nordpå og navnet ændret til Milton Keynes Dons.
Dermed ophørte den lille London-klub og FA Cup vinderne fra 1988 med at eksistere. For en kort bemærkning. For vrede fans vandt retten til klubbens historie og farver og startede forfra i de allerlaveste rækker under navnet AFC Wimbledon.
Og nu er det payback time.
Første møde
For første gang nogensinde står de to klubber ansigt til ansigt. Fru Fortuna har sendt de to hold op mod i hinanden i FA Cup’ens anden runde. Og sådan bliver to klubber hjemmehørende i League one og League two centrum for den engelske sportspresses opmærksomhed sådan en søndag.
For naturligvis kan det ikke gå stille af sig med sådan et rivalmøde på mere end et plan. For Milton Keynes Dons, der i dag hedder MK Dons, drives af forretningsmænd, og opkomlingene AFC Wimbledon ejes af klubbens tilhængere. Fans, der truer med at blive væk fra kampen som en protestaktion mod MK Dons.
»Klubben er ejet af fansene, så som bestyrelse hverken kan eller vil vi opfordre til, at de kommer eller bliver væk,« siger Erik Samuelson administrerende direktør i AFC Wimbeldon til Berlingske.
»Men vi har allerede solgt størsteparten af de billetter, vi er blevet tildelt, så jeg tror, holdet nok skal få behørig opbakning. Det er en kamp og en dag, der måtte komme, så vi må bare få det bedste ud af dagen,« siger han.
Stiftelsen af AFC Wimbledon, der siden hen måtte slå igennem den ene amatørrække efter den anden frem mod klubbens oprykning til divisionerne, fik større konsekvenser for engelsk fodbold end bare fødslen af en protestklub.
Vidtrækkende konsekvenser
Det er konsekvenser, der rækker ud over de britiske øer og blandt andet til Danmark. Brøndbys Supporters Trust, der ønsker at opnå indflydelse i Brøndby via salg af fan-aktier, får hjælp af den engelske organisation Supporters Direct. Et regeringsstøttet organ, der skal hjælpe fans med at opnå ejerskab eller anden involvering i deres favoritklubber - Supporters Direct er grundlagt på AFC Wimbledon fansenes erfaringer.
»Det der blev gjort mod deres klub kan ikke tilgives, men i dag vil det være op til den enkelte fans overbevisning, om de vil møde op på stadion i Milton Keynes,« siger en talsmand fra Supports Direct til Berlingske.
»Dagen kan trods alt også bruges til at markere, hvad de har opnået. De kan være stolte af den inspiration, de har givet til andre fans, der kæmper for deres klubber.«
Mordet blev måske nok begået i stilhed, men når AFC Wimbledon møder deres gerningsmænd i dag, så vil det ikke gå stille af sig.