Kast et blik på de brillereklamer, der hænger rundt omkring og lyser op i bybilledet. Sådan kender vi Bent Fabricius-Bjerre, musiker, komponist, dreven forretningsmand. Det fine ansigt med det finmaskede net af rynker. Det lune glimt i øjet i det direkte blik. En klassiker. Nærmest en kanoniseret nationalinstitution med tanke på den sangskat, han har skrevet gennem årene og som begyndte med »Nattens sidste cigaret«, som Birgitte Price sang i »Helle for Helene« i 1959.

Han skrev musikken til stort set alle Erik Ballings film – fra »Forelsket i København« til det, han selv synes, er noget af hans bedste, »Jeg er sgu min egen« og »I den grønne skov«, hvor Klaus Rifbjergs knækprosa udfordrede komponisten. Fra det Olsen Banden-tema, som Papa Bues Jazzband giver den rigtige, lidt anløbne lyd af Nyhavn til det fængende salonstykke, ouverturen til »Matador«.

Men karakteristisk for Bent Fabricius-Bjerre, der ikke hænger fast i fortiden, betragter han det meste som glimrende håndværk: »Husk på, at langt de fleste numre er blevet til som bestillingsarbejde. Rigtigt meget af min musik er jo filmmusik, og i den forbindelse får man stukket en opgave ud, som skal løses. Inden for den ramme kan man selvfølgelig så godt være heldig at skabe noget, der fungerer,« som han selv forklarede Berlingske for et par år siden. Og ved siden af alt det med musikken, har han været en dygtig forretningsmand, der har gjort hele musikindustriens udvikling med – i hvert fald indtil han afhændede sit Metronome-imperium i 1996, fordi han »fik mest ud af det, mens han stadig var i live.«

Skolen fik unge Bent ikke meget ud af, for han pjækkede og sad og spillede på KB Hallens flygel. Det var ikke så populært i det pæne ingeniørhjem, hvor man helst så, at han fik en ordentlig uddannelse. Han debuterede som musiker i 1938 på forlystelsesstedet National-Scala og indspillede sin første jazzplade i 1942. Allerede som 16-årig dannede han nemlig sin egen kvartet, der spillede på et af de mindre fashionable badehoteller i Tisvilde, og snart var han et navn i jazzkredse. Det blev også lige akkurat til en uddannelse på musikkonservatoriet, inden hans første ægteskab og den familie, der kom til, gjorde det nødvendigt for ham at tage ansættelse i et musikbureau, hvor han spillede noder igennem og anbefalede til indspilning.

Da firmaet ikke ville udgive nogle plader med svensk jazz, stiftede han i en alder af 36 år sit eget selskab Metronome. »Jeg drømmer kun ønskedrømme« med Lise Ringheim var første udgivelse, som den snu, unge pladeselskabschef havde givet nummer nogle og tusind, så det så ud som om, selskabet havde et stort bagkatalog. Ønskedrømmene førte til stor succes, der omfattede det pæne calypso-par Nina og Frederik samt Grethe og Jørgen Ingmann. Foruden naturligvis Fabricius-Bjerres egen signaturmelodi til TV-programmet »Omkring et flygel«, der både blev et kæmpehit og vandt en Grammy i USA.

Fortællingen om det lille musikkontor, der udviklede sig til et vidtforgrenet forretningsimperium – biografdrift, film– og TV-produktion kom efterhånden også til – spejler hele den danske underholdningsbranches nyere historie. Som forretningsmand har Bent Fabricius-Bjerre først og fremmest ageret ud fra en sikker mavefornemmelse, men også på baggrund af, hvad han selv syntes, »lød meget sjovt«. Og det er svært at finde nogen, der har lyst til at sige noget ufordelagtigt om forretningsmanden Fabricius-Bjerre. Selv de, der er sluppet mindre heldigt fra forhandlinger med ham, er fulde af lovord om hans dygtighed og ordholdenhed. »Jeg er ikke urimelig. Alle skulle jo gerne have noget ud af det. Men jeg har bare på forhånd gjort det klart for mig selv, hvad jeg vil gå med til. Og så bliver det sådan,« sagde han til Berlingske for et par år siden.

Da han afhændede Metronome forbød en klausul ham at bedrive konkurrerende virksomhed. Men han måtte gerne komponere og spille musik. Det har han så gjort. Han fik et overraskende hit i 2004 i kløerne på moderne producenter med »Like a jukebox, baby« under sit gamle, internationale kunstnernavn Bent Fabric – en succes i både Europa og Japan. Det er blevet til flere musicals, bl.a. »Hofskandalen« og »Matador«. Og så har han turneret vidt og bredt med langt yngre musikerkolleger. Nærmest tilbage, hvor han kom fra. Det er hårdt, men det holder ham ung.