Vi kender alle prislisten fra frisøren. Kvinder skal betale én pris, mens mændene slipper billigere. Det skal være slut. Det har en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet netop fastslået. Afgørelsen har givet anledning til en mindre opstandelse blandt flere borgerlige kommentatorer. Men er nævnets beslutning ikke netop udtryk for liberal ligestillingstænkning? Det mener jeg.
Forfordeling af individer på baggrund af deres køn er i visse sammenhænge så meget af en hverdagsforeteelse, at vi desværre sjældent lægger mærke til det problematiske heri. At vores frisør tager én pris for kvinder og en anden pris for mænd, provokerer åbenbart ganske få. Det skønt forskelsbehandlingen udbasuneres med store bogstaver i frisørernes vinduer. Men noget tyder på, at nu skal det være slut med at lade kundens køn afgøre priser på en række varer og serviceydelser. I tillæg til nævnets afgørelse har EU-domstolen fastslået, at det ikke er lovligt at diskriminere mænd i forhold til bilforsikring og kvinder i forhold til pensionsopsparing, som det har været udbredt praksis.
Med tiltagene bevæger vi os altså væk fra en situation, hvor individet behandles med udgangspunkt i vedkommendes køn og i retning af behovs- og adfærdsstyret prissætning. Det handler altså ikke om, at alle i alle tilfælde skal behandles ens. Det handler om, at prisdifferentiering fremover skal tage udgangspunkt i relevante individuelle forhold fx. om det tager en halv time eller en hel time at få klippet frisuren.
Det burde være en god nyhed. Men til min umiddelbare forbløffelse har jeg oplevet, at disse tiltag i retning af ikke-diskrimination er modtaget forholdsvis negativt af visse borgerlige kommentatorer. Med reference til både afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet og EU-domstolen, spørger Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance satirisk på sin facebook-update 11. januar: »Hvad bliver det næste? At der ikke er bevis for, at unge mænd kører vildere i bil end unge kvinder? At der ikke er bevis for, at kvinder lever længere end mænd? Nå, nej, der har EU jo allerede været...« Tilsvarende har chefredaktøren Camilla-Dorthea Bundgaard på den liberale blog Damefrokosten.com udtalt sig stærkt kritisk.
Men hvorfor er jeg overrasket? Er det ikke typisk for borgerlige og liberale kommentatorer at være imod ligestillingstiltag fra EU eller statens side? Indvendingen er på sin vis korrekt; fra et liberalt perspektiv er mange af de seneste tiltag rettet mod en »øget« ligestilling mellem kønnene stærkt problematiske og i sig selv diskriminerende mod individet. Derfor er borgerlige kommentatorer i reglen på sikker ideologisk grund med deres kritik. Men det er ikke korrekt, at man som liberal er principielt imod ligestilling mellem kønnene, tværtimod. Det liberale perspektiv er frihed fra enhver vilkårlig diskrimination, herunder vilkårlig forskelsbehandling, som tager afsæt i individets køn.
Overordnet kan man snakke om to vidt forskellige tilgange til ligestilling: den repræsentative tilgang og den liberale tilgang. Den repræsentative tilgang anskuer ligestillingsproblematikken ud fra en statistisk-normativ betragtning om, at hvert køn i videst muligt omfang skal være ligeligt repræsenteret i forskellige (vigtige) sammenhænge. Ideen genfinder man i blandt andet EU-kommissionens forslag om, at mindst 40 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i børsnoterede virksomheder skal være kvinder.
For den repræsentative tilgang er individet af sekundær betydning, og individet fungerer udelukkende som repræsentant for sit køn. Af samme årsager bygger den repræsentative tilgang ofte på en decideret forfordeling af det ene køn i forhold til det andet køn, sådan som man ser det med positiv særbehandling og kønskvoter af forskellig art.
For den liberale tilgang er udgangspunktet individet. I dette perspektiv nærmer vi os »ligestilling«, når behandlingen af individer ikke længere tager udgangspunkt i vilkårlige faktorer, som køn, etnicitet, seksualitet m.v. For den liberale tilgang er statistisk ligestilling mellem kønnene ikke et mål i sig selv. I stedet er det et mål, at individet behandles ud fra vedkommendes og situationens relevante forhold fx. erfaringer, viden og færdigheder, når det gælder besættelsen af en stilling.
Principielt set repræsenterer de to tilgange således vidt forskellige ideer om målet og midlet for ligestilling. Den repræsentative tilgang bygger på et kollektivt og »positivt« rettighedsbegreb, og den liberale bygger på et individorienteret og »negativt« rettighedsbegreb. Interessant er det, at vi i argumentationen fra ligebehandlingsnævnet i sagen om frisørpriserne genfinder den liberale ligestillingstilgang. Klageren gjorde opmærksom på, at hendes køn ikke på relevant vis havde betydning for den service, hun efterspurgte. Og fuldstændig som det burde være i en liberal optik, gav nævnet kvinden medhold. Som nævnet skriver: prisen bør afhænge af serviceydelsens karakter og omfang, og det gør den ikke, når man blot tager udgangspunkt i kundens køn.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse afviser altså det negative rettighedsbegreb altså frihed fra vilkårlig diskrimination. Afgørelsen burde derfor være en liberal vindersag. Men det har den vist sig ikke at være.
Man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er statens opgave at fortælle private, hvordan de prisdifferentierer i forhold til deres kundesegmenter. Børn, studerende og pensionister får trods alt regelmæssigt forskellige økonomiske fordele af deres respektive status. Så hvorfor skulle det være så slemt, at vilkårlige, ikke-relevante faktorer spiller ind i prisfastsættelsen?
Problemet kan måske bedst illustreres med et hypotetisk eksempel. Prøv at forestil jer situationen, at folk med fx mørkt hår skulle betale én pris for klipning, mens folk med rødt hår skulle betale en højere pris. Ligesom køn er hårfarve en vilkårlig faktor i relation til klipning. Jeg gætter på, at der prompte ville lyde et ramaskrig, og der ville ikke gå lang tid, før ligestillingsminister Manu Sareen med rette ville blive afkrævet øjeblikkelig handling. Problemet er dog, at mange sikkert mener, at køn faktisk i mange sammenhænge (herunder klipning) er en relevant faktor. Og det skyldes statistikkens forførende sirenesang.
For at vende tilbage til Ole Birk Olesens meget sigende facebook-update. Her antyder folketingsmedlemmet, at der er »bevis« for, at mænd kører vildt, og at kvinder lever længere end mænd, og at det derfor er i orden at kræve forskellige priser baseret på køn alene. Og ja, unge mænd er som gruppe betragtet mere tilbøjelige til at køre vildt, og kvinder vil i gennemsnit leve længere end mænd.
Men, hvad der gælder for statistikken, gælder ikke nødvendigvis specifikt for de enkelte individer, gruppen består af. Statistikken er ikke et »bevis« i forhold til den konkrete forsikrings- eller pensionskunde: Ikke alle unge mænd kører sindssygt og ikke alle kvinder blive ældre end gennemsnittet for mænd. Og det er ikke liberal tankegods at lade individet bøde for statistiske forhold, som vedkommende ikke bidrager til. Hele den statistiske tankegang omkring køn og ligestilling er udtryk for samme logik, som ligger bag argumentet for kønskvoter og ligestilling som lige repræsentativt. En logik der ligger et liberalt perspektiv fjernt.
Derfor er den borgerlig-liberale kritik dobbelt uheldig. Dels er det en forkastelse af ligestillingstiltag, som rent faktisk frisætter individet fra vilkårlig diskrimination på baggrund af køn. Og dels bygger kritikken på samme grundlæggende logik som den kollektivistiske ligestillingslogik.
Borgerlige og liberale meningsdannere må gøre sig fri af en automatreaktion, der ser alle ligestillingstiltag fra EU og staten som af det onde. Nogle gange skal markedet åbenbart mindes om, at prisdifferentiering skal tage udgangspunkt i individet og ikke i statistikken.