I starten måtte de ikke-muslimske lærere have en muslimsk lærer med, når de skulle ind i klassen. Ellers kunne de ikke skabe ro. Der var til gengæld fuldstændig ro, så snart en muslimsk lærer dukkede op i døråbningen.

Najla Adlouni blev færdiguddannet som lærer i sommer og har i sit afsluttende professionsbachelorprojekt på University College Sjælland i Vordingborg beskrevet undervisningen af muslimske drenge i en klasse på en muslimsk friskole. Det er ikke tilfældigt, at hun har valgt netop mulismske drenge som tema. De bliver nemlig ofte betegnet som »ballademagere« i folkeskolen.