Efter ugens afslutning på den nord- og mellemamerikanske kvalifikation står det klart, at USA ikke kommer til VM næste år. Det er dermed første gang siden 1986, at landsholdsfodboldens vigtigste turnering finder sted uden amerikansk deltagelse, og chokket har været til at tage og føle på.

»Aldeles pinligt!« hylede ESPN-analytikeren, Taylor Twellman, på live-TV. »Dette var jo, hvad mange ønskede: Tilbage til Bruce Arena, ud med Klinsmann. Det amerikanske herrelandshold fortjener sin skæbne,« tweetede NBCs Michael Duarte. »Hvis ikke man nu er i stand til at se indad, er man skør i hovedet,« rasede angriberen, Jozy Altidore.

På de sociale medier har pressefolk og fans flokkedes om at nedgøre spillerne, landstræner Arena, forgængeren Jürgen Klinsmann og præsidenten for landets fodboldforbund, Sunil Gulati.

Onsdag tabte USA det afsluttende opgør til Trinidad og Tobago med 1-2, mens Honduras slog Mexico, og Panama kvalificerede sig til VM for første gang ved at besejre Costa Rica. Resultaterne placerede USA som nummer fem blandt de seks lande i slutspilsgruppen i Nord- og Mellemamerika. På det efterfølgende pressemøde gjorde landstræner Arena ikke meget for at mildne sine kritikere.

»Der er ikke noget galt med, hvad vi gør. Vi skal ikke lave om på noget som helst. At foretage en masse skøre ændringer ville være virkelig dumt,« sagde Arena. Det verbale forsvar for den største fiasko i nyere amerikansk fodboldhistorie kan syne besynderligt. Og uanset hvordan man vender og drejer tallene, er der noget, som ikke stemmer.

Trinidad og Tobago har en befolkning på 1,3 millioner, eller hvad der svarer til knap en tredjedel af antallet af registrerede mandlige fodboldspillere i USA. Fire af amerikanernes fem modstandere i det afsluttende puljespil har under ti millioner indbyggere – og blot 16 millioner tilsammen. Ifølge en omfattende rapport udarbejdet af FIFA spiller 24 millioner amerikanere, både kvinder og mænd, fodbold regelmæssigt.

Men hvorfor siger Arena så, som han gør? For at beskytte sit eget job? Den erfarne træner har bestyret landsholdet ad to omgange – fra 1998 til 2006 og igen siden november sidste år. Han er 66 år gammel, og hans kontrakt udløber til sommer. Han ved, at det forsmædelige nederlag i Couva kostede ham jobbet, men også at hans eftermæle næppe står og falder med én kvalifikationsturnering. Arena valgte i går at sige sin stilling op.

Hans ærinde er et andet. Arena elsker fodbold, og han elsker USA. Han ser sig selv som sportens talsmand i et land, der stadig ikke har omfavnet verdens største idrætsgren. Gennem sine 40 år i fodboldens tjeneste fra universitetsniveau over U23-landsholdet og topklubber i Washington, New York og Los Angeles til landsholdet har han forsvaret amerikanerens ret til det europæiske spil.

Tirsdag, dagen før kampen i Trinidad, udtalte han, at han gerne ville se »et af de smarte landshold fra Europa spille med i CONCACAF (regionen Nord- og Mellemamerika, red.)«. Underforstået: Den gamle verden undervurderede den nyere. Arena mente desuden, at den store indbyrdes forskel på de europæiske landshold – fra Tyskland til San Marino – var hæmmende for de største nationers VM-forberedelser.

24 timer senere var der ikke overraskende mange, der gjorde grin med Arenas svada. Manden havde jo ret. CONCACAF var virkelig et besværligt kontinent. Især for den amerikanske landstræner …

Men midt i hånlatteren har Arena måske alligevel en pointe. I disse dage vil han sikre sig, at hans landsmænd ikke gør noget dumt i affekt. Han ved, at amerikansk fodbold­succes ikke er givet, og han er gammel nok til at kunne huske, da sporten var en ligegyldighed i det store land, som selv var en ligegyldighed i den globale fodbold­familie.

I 1970erne havde det nationale forbund ikke engang penge til at sende landsholdet af sted til de regionale mesterskaber, der dengang samtidig tilmed fungerede som VM-kvalifikation. Efter deltagelsen ved verdensmesterskabet i 1950, hvor det lykkedes de amerikanske amatører at besejre England, skulle der gå 40 år, før USA igen medvirkede ved VM.

Siden har man været fast deltager ved otte slutrunder i træk. Ved VM på hjemmebane i 1994 nåede man 1/8-finalerne, og i 2002 i Korea/Japan blev det til et ærefuldt kvartfinale-exit i mødet med de senere finalister fra Tyskland. Ved begge de to seneste verdensmesterskaber er USA gået videre fra det indledende gruppespil.

Den amerikanske optur har mange mødre. Den løbende udvidelse af VM har givet Nord- og Mellemamerika flere adgangskort på hånden. Til og med 1978 rådede regionen over kun én VM-billet, som Mexico typisk tog sig af. Siden er entréen kun blevet nemmere: To pladser fra 1982, tre fra 1998 og tre og en halv fra 2006. Ved slutrunden i 2026, når VM-butikken udvides til 48 nationer, er CONCACAF sikret seks pladser.

Derudover var USAs værtskab i 1994 en løftestang for fodboldens udvikling, ikke mindst på græsrodsniveau. For millioner af sportsglade drenge og piger blev fodbolden et reelt alternativ til football, basketball, softball, hockey, atletik, svømning og tennis.

I 1996 fik landet sin egen fuldtids­professionelle turnering i Major League Soccer, som især de seneste år har opnået betragtelig popularitet. Siden 2010 er tilskuertallet steget med en tredjedel. Dertil kommer, at talentplejen har gennemgået en markant udvikling, og at de bedre skolede amerikanere i dag er attraktive for også europæiske klubber.

Alligevel har U.S. Soccer i den forgangne uge måttet sande, at man i en fodboldsammenhæng fortsat tilhører den bløde mellemvare.

Ansigtstabet er lige så stort, som marginalerne var små. Var Clint Dempseys stolpeskud i det 77. minut mod Trinidad og Tobago gået ind, ville USA have været klar til VM i Rusland næste år. Havde Panama ikke fået tilkendt et spøgelsesmål i den samtidige kamp mod Costa Rica (Gabriel Torres’ 1-1-scoring krydsede aldrig målstregen), ville amerikanerne formentlig også have trukket det længste strå.

Den besynderlige kendelse er USAs sidste chance. Landets fodboldforbund har indtil videre afvist at indgive en officiel klage til FIFA, men det spinkle håb, der nægter at dø, er, at kampen mellem Costa Rica og Panama var fixet.

I september annullerede FIFA VM-kvalifikationskampen mellem Sydafrika og Senegal, som skal spilles om i næste måned. I det oprindelige opgør, afviklet i november 2016, tilkendte dommer Joseph Lamptey sydafrikanerne et usynligt straffespark. Lamptey har siden fået livsvarig karantæne efter en dom for matchfixing.

Lige nu er den amerikanske skæbne i andres hænder.