Fortælling om FC Midtjylland i foråret 2014 handlede ikke om ret meget andet end det, alle kunne se: nemlig at vi her stod med et fodboldhold, der ikke længere lavede de nødvendige resultater, som satte en førsteplads i Superligaen over styr og på sidste spilledag tabte den tredje kamp på stribe og dumpede ned som nummer tre - den dårligste placering, man prøvede at have i 33. spillerunder.
Det var ren nedtur. Det var Riddersholm i forstenet eftertanke op ad målstolpen på Haderslev Fodboldstadion.
Der skete også det her: I London fulgte klubbens britiske ejer, rigmanden Matthew Benham, selvfølgelig nøje med i, hvad der foregik omkring fodboldholdet, og da han efter foråret, hvor holdet »døde« i Superligaen, gjorde status med den sportslige ledelse, var han ikke så pessimistisk endda.
Alt i FCM’s egne analyser af foråret viste nemlig, at holdet var blevet endnu mere dominerende i kampene. Man levede groft sagt med at have set et fodboldhold, der tabte flere kampe, fordi man også så et fodboldhold, der var blevet dygtigere til at skabe kampene, som kom frem til mulighederne.
Med den tryghed gik daværende FCM-træner Glen Riddersholm i gang med den nye sæson, som skulle vise sig at gøre FC Midtjylland til mestre på overbevisende vis og med næsten to scorede mål per kamp og en voldsomt dominerende spillestil.
Det er det mesterhold, Jess Thorup denne sommer overtog, da Riddersholm overraskende sagde op i klubben. Det er det mestershold, som i aften i Brugge fortsætter den europæiske kampagne, som ganske enkelt har været imponerende.
Jeg sidder inden kampen mod Brugge, som vi har lært at kende som regulære »danskerdræbere« efter hårde prygl til både FCK, Brøndby og AaB de senere sæsoner, med den fornemmelse, at FC Midtjylland igen i aften har en fin mulighed for at hente et resultat.
Og det vil næsten ikke længere være en overraskelse, hvis det skulle ske. Når man har vundet ude over Apoel, slået Southampton ud over to kampe og slået Legia Warszawa, så har man bevist sin berettigelse. Jeg siger ikke, at vi kan forvente, at FC Midtjylland tager point i Belgien, men der er ingen grund til at tro, at det ikke kan lade sig gøre.
Det kan det. Midtjylland fremstår som et hold med den nødvendige europæiske modenhed, men samtidig er den forsigtige fornemmelse af tendens af holdet i Superligaen, at det her fremstår med lidt mindre af den dominans og det tryk, som kendedetegnede Riddersholm-mandskabet, der blev mester.
Det er ikke sagt som en konklusion over Jess Thorups arbejde med holdet. Det vil ikke være rimeligt endnu. Kampen i aften er hans 19. på 79 dage. Det er næsten en kamp hver fjerde dag, og dermed står vi også med en periode, hvor hans mulighed for at sætte aftryk ikke har været så stort endda.
Jess Thorup har gjort et betydeligt indtryk i klubben med sin afdæmpede, men også afklarede, attitude, sin jordbundenhed. Han er chef med en rolig hånd, og der har været absolut nul klynk over et hårdt kampprogram - det har været skønt.
Han har også skabt et hold, der er mindre vildt at kigge på, end FC Midtjylland var under Glen Riddersholm. Nogle gange lidt kedeligere. Jeg oplever, at der er færre aktioner i feltet, at der gambles lidt mindre på den fremadrettede aflevering, men også at tålmodigheden er større, at man optræder mere cool, og at den defensive organisation er mere omhyggelig.
Det har på lange stræk klædt FC Midtjylland i Europa, hvor holdet tidligere har set så skidt ud. Der har været noget FCK’sk over den defensive grundighed, og det bar holdet igennem mod Southampton og Legia.
Begrænsningen så vi måske, da man havde 11 mod 10 i mere end en halvleg i udekampen mod Apoel og ikke evnede at finde mere af den direktehed frem, som de senere år hare været et varemærke for holdet.
Jeg siger ikke, at vi ikke kunne have set den samme tendens under Riddersholm - det vil jeg tro, at vi havde, for den tidligere FCM-træner havde samlet nogle alvorlige europæiske lærepenge op på sin vej, som formentlig også ville have fået ham til - ja, han var formentlig allerede i gang - at skrue på nogle nye europæiske knapper i retning af denne kølighed og tålmodighed.
I mine øjne bliver noget af det meste interessante ved at følge Thorup og Midtjylland i Superligaen i dette efterår, om man formår at veksle mere i sin attitude, end man gør lige nu. Altså om man den ene kamp kan være meget direkte og få masser af aktioner i feltet - som Benham tydeligvis godt kan lide - eller om man fastholder det mere omhyggelige, lidt mindre direkte udtryk, som vi ser lige nu.