Lidt for tamme pingviner

Jim Carrey indledte karrieren med at spille sammen med sjove dyr i »Ace Ventura«. Nu er han tilbage i dyreriget, denne gang med virkelige pingviner som medspillere. Desværre uden den maniske energi, der i begyndelsen af karrieren understøttede hans fabelagtige gummiansigt.

Faktisk virker Carrey langt hen ad vejen for træt og uoplagt til for alvor at give den gas på de komiske tangenter i »Poppers Pingviner«. Han virker langt mere ægte og oprigtig i de heldigvis temmelig mange scener, hvor alvoren og følelserne får lov at være i højsædet.

Tom Popper er eneste søn af en opdagelsesrejsende far, der rejste kloden rundt, men aldrig kom til hans fødselsdage. Det har gjort den voksne Popper til en kynisk forretningsmand uden særlig god kontakt til hverken sine følelser eller sine to børn. Men en dag får han en sidste souvenir fra sin far - en lyslevende pingvin, der bestemt ikke passer ind i Poppers marmorbelagte luksusliv.

Hans forsøg på at sende den retur mislykkes imidlertid så grundigt, at han ender med ikke én, men seks pingviner! Og opdager, at de vraltende venner giver ham en uventet stjerne hos hans børn. Langsomt begynder Poppers forsvarsværker at smelte, i takt med at hans luksuslejlighed forvandles til et pingvinparadis af is, sne og legende børn.

Der er flere virkeligt vellykkede grin i »Poppers Pingviner« - ikke mindst da de seks dyr indtager Guggenheim-museet i New York under en velgørenhedsgalla. Men der er langt fra så mange sjove kombinationer af Carrey og pingviner - der i sig selv er morsomme dyr - som der lægges op til på papiret. Simpelthen fordi »Poppers Pingviner« ikke tør vove pelsen, men holder sig på harmløst familiehyggeterritorium. I en grad så man efter filmen sidder med en følelse af hyggeligt, men var det virkelig det? Og et håb om, at Jim Carrey næste gang vil finde en rolle med den kraft og kant, vi ved, han kan levere. Og som ville have klædt »Poppers Pingviner«.