Lidt flere danskere har svært ved at betale deres termin. I oktober blev der bekendtgjort 418 tvangsauktioner mod 409 måneden før, når der er korrigeret for normale sæsonudsving.

Det sæsonkorrigerede antal tvangsauktioner har det seneste halvår svinget i mellem 409 og 446 med et gennemsnit på 427. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Statistikken har været lavet siden 1979, og det laveste antal tvangsauktioner siden starten var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden, mens det højeste var i 1990 med 1.695 om måneden.

I 2012 ligger det sæsonkorrigerede gennemsnit indtil nu på 431 tvangsauktioner. Økonomer fra diverse banker er stort set enige om at kalde udviklingen "stabil".