Når Udenrigspolitisk Nævn torsdag mødes for blandt andet at diskutere udviklingen i Ukraine, bliver det ikke med et ønske om en øget militær indsats fra udenrigsministerens side,.

»Regeringens indstilling er, at med den udvikling vi oplever i øjeblikket, så er kursen, at vi (EU, red.) bør stramme sanktionsregimet i næste uge, hvis ikke vi oplever en de-eskalering fra Ruslands side,« siger Martin Lidegaard (R).

Mens USA har luftet ideen om at sende våben til Østukraine fastholder Lidegaard, at det ikke er den rigtige vej at gå lige nu.

»Der er lidt blandede signaler fra USA. Det er ikke vores holdning, at vi skal eskalere militært i Ukraine. Der er humanitære problemer nok i forvejen. Jeg tror, det er vigtigere med en fast hånd rent sanktionsmæssigt,« siger han.

Martin Lidegaard vil dog ikke udelukke, at der på et tidspunkt kan blive tale om en militær løsning på konflikten.

»Man skal aldrig udelukke noget i politik, og den her krise har udviklet sig overraskende mange gange. Men vi er ikke der endnu, hvor det er en god ide. Men nogle røde linjer er overtrådt fra Ruslands side, og det er også derfor, vi er klar til gå videre af sanktionssporet. Vi tror bare, at en militær eskalation på nuværende tidspunkt vil skade den ukrainske civilbefolkning,« siger udenrigsministeren.

Han vil ikke sige hvor den røde linje, for hvornår man vil gribe militært ind, går.

»Jeg har ikke lyst til at give Putin en facitliste og sige, hvor præcise vores røde linjer er. Vi mener, at vi skal have en fast hånd overfor Rusland, men er bange for, at en militær eskalering kun vil gavne russerne,« siger Martin Lidegaard, der ikke er i tvivl om, at sanktionerne gavner, selvom det endnu ikke er lykkedes at stoppe Ruslands fremfærd.

»Jeg er af den overbevisning, at havde vi ikke indført de her sanktioner, så havde vi set Rusland længe inde i Ukraine og endnu mere aggressive. Sanktionerne virker stærkere og stærkere for hver dag, og det gør de faldende oliepriser også. Jeg håber, at det kan få russerne til at indse, hvor håbløst et projekt det er, de har gang i«.