Er man på jagt efter en mindre i tavle-PC mellem syv og otte tommer, så har der indtil videre været to oplagte valg. Apples iPad Mini og Googles Nexus 7. Sidstnævnte noget billigere end Apples, men til gengæld heller ikke udført i samme kvalitet og materialer som iPad Mini.

Vil man imidlertid gerne erhverve sig en tavle-PC, der i byggekvalitet og skærmstørrelse matcher Apples, så er der godt nyt på årets IFA-messe i Berlin. Her har LG præsenteret LG G Pad 8.3. Der er en tavle-PC, der kører Googles styresystem Android og har en skærm, som navnet antyder, på 8,3 tommer.

Modsat mange andre Google-tablets med lignende skærmstørrelser, så er LG G Pad 8,3 beklædt med aluminum på bagsiden. De medier, der allerede har haft fingre i tavle-PCen beskriver byggekvaliteten, som noget, man ellers finder hos Apple.

Den ideelle størrelse - i Korea

Særligt skærmen får også ros med på vejen. Den har en opløsning på 1.920 x 1.200 pixels, det samme som Googles nye Nexus 7 og væsentlig højere end Apples iPad Mini.

På pressemøde i sidste måned fortalte LG til Berlingske, at man har skiftet taktik og i højere grad vil bruge de bedste skærme, man selv producerer, i egne produkter, i stedet for at sælge dem til andre producenter.

Størrelsen på 8,3 tommer kan undre, men den er langt fra tilfældig. Ifølge LG, så har de kigget på statistikker og fundet gennemsnitsstørrelsen på hånden i Korea. Tavle-PCen er dermed så stor, den kan være, samtidig med, at den kan holdes i en hånd.

LG har endnu ikke meldt en pris ud. Men med deres smartphones-topmodeller plejer de at sætte prisen noget lavere end konkurrenterne Samsung og Apple.

LG er verdens tredje største smartphoneproducent med en markedsandel på 5,1 pct. i andet kvartal i år, ifølge tal fra IDC.