Store fladskærme med den ypperste skærmteknologi - og til yppige priser - er den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics' store efterårs- og julesatsning.
Til september vil det 65 tommer store OLED-TV med ultra-HD opløsning dukke op i forretninger i Europa, Sydkorea og Nordamerika, og 77-tommermodellen kommer i handelen senere i år men vil blive vist frem, når Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, åbner i Berlin i begyndelsen af september.
Ny gang i fladskærmskrigen
Der er tale om en opskalering af den nye fladskærmskrig, som giganterne har indledt. Ultra-HD (UHD) er en billedopløsning, som er fire gange højere end dagens fuld-HD, og som derfor leverer langt skarpere og kontrastfulde billeder end almindelige fjernsyn. Men hvor mange TV-producenter fortsat bruger klassiske LCD-skærme, vælger LG at gå efter den knivskarpe OLED-skærm.
Her er farvemætheden større og billederne derfor endnu skarpere end på LCD-skærme, og den sorte farve, som altid er et problem på TV-apparater, forbliver dybere, når den ikke er i brug, så kontrasterne står skarpere ligesom på de plasmaskærme, som snart endegyldigt er fortid, fordi alle fabrikkerne nu indstiller produktionen af dem. Til gengæld er produktionspriserne på OLED-skærme også betragteligt højere, men LG har sat sig for at gå efter OLED-skærmene, der ligesom al anden elektronik efterhånden vil dykke i pris.
Hidtil har der kun været produceret få og mindre TV-skærme med OLED, men LG forventer allerede »inden for nogle få år«, at OLED-skærmene vil have overhalet LCD-skærmene.
Pris: over 66.000 kroner
LGs 65-tommermodel - hvis skærm altså er på 165 cm - vil koste 66.300 kroner, mens der endnu ikke er sat prisskilt på 77-tommermodellen.
Samsung, der ligeledes er sydkoreansk og er verdens største TV-producent, sendte sidste år et buet 55-tommer-TV på markedet med OLED-skærm men har ikke meldt om opfølgere. Japanske Sony og Panasonic fremviste på 2013-udgaven af verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show i Las Vegas i USA, prototyper på OLED-fjernsyn med UHD-opløsning, men de er ikke sat i produktion.
Lige nu findes der ikke så meget film- og TV-materiale, som er optaget i UHD, der af nogle producenter også kaldes for 4K. I stedet opskalerer TV-apparatet det almindelige fuld HD-signal og gør det kunstigt bedre. UHD-signaler fylder også mere end fuld HD-signaler. Der findes dog efterhånden mange fotoapparater, filmkameraer og sågar mobiltelefoner, som kan optage i UHD, selv om de ikke kan vise resultatet bagefter.
