At franske Pierre Lemaitres debut, kriminalromanen »Irène«, først oversættes og udgives i en lang række lande længe efter, at hans senere bøger har nået et internationalt publikum, beviser med al tydelighed, hvor skrøbeligt, usikkert og uforudsigeligt det litterære marked er. Det kunne sammenlignes med et nervøst aktiemarked, hvor alle hele tiden ser i samme retning og handler på stort set samme tid.Lemmingeeffekten er således stor, og Lemaitres forfatterskab er et strålende eksempel på, at priser og presse har direkte effekt på en bogs udbredelse. Han skulle således honoreres med den prestigefyldte Goncourt-pris for sin i øvrigt fremragende historiske roman »Vi ses deroppe« og flere krimilitterære priser for andet bind i trilogien om kriminalkommissær Camille Verhoeven, »Alex«, og disse fine bøger skulle ud på det internationale bogmarked, før hans helt unikke og mesterlige debut kunne udkomme på dansk, engelsk og andre sprog.

Vi er derfor i den særegne situation, at trilogiens to’er allerede er udkommet herhjemme, mens den bedre etter først kommer nu. Det giver selvsagt en vis kronologisk uorden. Har man læst »Alex«, kender man plottet og slutningen på »Irène«, og hvis ikke det var, fordi Lemaitre er en suveræn litterær maître, ville den næppe være anbefalelsesværdig som »to’er«. Men det er den.

Udfordrene på flere planer

»Irène« er ikke blot en hyldest til krimien i bred forstand, den er også en rehabilitering af en udskældt genre. I et stramt og stilsikkert sprog bygger Lemaitre et nervepirrende og voldsomt plot op omkring en hyldest til sine litterære forbilleder - det gælder spændingsforfattere som Bret Easton Ellis, James Ellroy og Sjöwall og Wahlöö men også Proust, Balzac, Hugo, Lacan, Shakespeare m.fl.

Med både direkte og indirekte referencer fortælles historien om den halvanden meter høje og skaldede kriminalkommissær Verhoeven, der efterforsker en bestialsk seriemorder. To barmfagre ludere er fundet myrdet og parteret i en velekviperet lejlighed i en ellers tom ejendom. Der er ingen åbenlyse spor at gå efter, før det går op for Verhoeven, at den tilsyneladende umotiverede vold er en minutiøs gengivelse af en drabsscene i »American Psycho«. Politiet finder snart samme morders signatur i flere henlagte sager, og inden længe bliver en ny kvinde bortført, hvilket i øvrigt får personlige og tragiske konsekvenser for kriminalkommissæren.Samtlige mord er tro kopier af forskellige krimilitterære drabsscener, og Verhoeven må ty til eksperter på området for at finde og forstå de rette spor. Mens han og hans stab kæmper mod tiden og morderens litterære forspring, vikles fiktion og virkelighed ind i hinanden.

Lemaitre udfordrer læseren, ikke blot med meget voldsomme drabs- og torturscener, men også med mere eller mindre direkte moralske, filosofiske og litterære gåder. Der er mange lag i »Irène«, denne krimi med kant, krop, komik og kunstnerisk kvalitet, og man må bare glæde sig over, at de prisbelønnede bestsellere har trukket bagkataloget med. Især når det – som her – er bedre end det, der ellers er kongeligt.

Titel: Irène. Forfatter: Pierre Lemaitre. Oversat af Anders Juel Michelsen. Sider: 370. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Læs et uddrag her