Mordforsøget på betjentene på Christiania natten til torsdag demonstrerer – endnu en gang – at Christiania er et tilholdssted for kriminelle af alle slags. Forsøgene på at åbne den såkaldte fristad til glæde for andre end dem, der har sat sig på de gode boliger, og for andre end dem, der styrer Christianias markeder for hash, narko og våben, er ikke lykkedes.

Mens en af de skudramte politibetjente nu kæmper for sit liv og førlighed, strømmer sympatitilkendegivelserne ind fra ikke mindst de politikere, hvis manglende og forkerte beslutninger har sikret de kriminelles fristed gennem årtier. Det vil derfor være glædeligt, om der ud af den tragiske hændelse på Christiania vil opstå en erkendelse af det politiske ansvar for Christiania. Men man gætter næppe galt, hvis man regner med, at Christiania også om fem år flyder med våben og narko i et miljø, hvor de mest brutale kræfter bestemmer.

I det mindste må nedskydningen af politifolkene udløse et eftersyn af de vilkår, samfundet byder de betjente, som jævnligt sætter liv og helbred på spil. Når betjente i hverdagen eftersætter biltyve eller foretager anholdelser, der kan se dramatiske ud, er resultatet meget ofte ikke et skulderklap, men en sigtelse for vold, rejst af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP. Politiet udøver magt – enkelte gange dødelig– på samfundets vegne, og derfor skal politiets udøvelse af magt følges nøje. Der er også brodne kar i politiet, som misbruger stillingen eller som udøver unødig vold. Det sker endda, at højtplacerede politifolk som i den såkaldte Tibet-sag, kommer under mistanke for magtmisbrug mod lovlige demonstranter for at tækkes deres politiske overordnede Den sag undersøges af en kommission.

Men det hører ingen steder hjemme, at solide politifolk, som udfører deres ofte farlige arbejde, skal sigtes og derpå afvente måske flere års langsommelig efterforskning og juridisk bedømmelse i DUP og efterfølgende i statsadvokaturen, før sagen afgøres. I 2015 modtog DUP 490 anmeldelser om straffesager mod politifolk. 17 af dem indeholdt et grundlag for tiltale, men kun en del af dem førte faktisk til tiltale, og færre endnu til domsfældelse. Sagsbehandlingstiden på mange af sagerne er gennemsnitligt et år og altså for en dels vedkommende længere. I den tid aner de pågældende politifolk ikke, om de har en fremtid i politiet. Bliver en politimand sigtet, havner han bag et skrivebord. Aftalte stillingsskift og forfremmelser sættes på standby, mens de oftest grundløse anmeldelser efterforskes og sagsbehandles. Til sammenligning har civile borgere, der anmeldes for vold, krav på at få deres sag behandlet hos politiet inden for 30 dage.

Heldigvis er mordforsøg på politifolk sjældne, ligesom der er langt mellem politiets brug af våben. Borgerne kan med rette have stor tillid til politiet. Men lige så vigtigt er det, at politiets ansatte kan have tillid til samfundet. Kan de ikke det, vil de vige tilbage for at anholde mistænkte, standse biltyve eller løbe en risiko på Christiania. I skyggen af den tragiske skudepisode bør justitsministeren overveje, om politifolk har den rygdækning, som de – og vi – fortjener.