Ryanairs ledelse erkender, at den bruger det, den selv skiftevis kalder en brændstofliga og en brændstofforbrugsliste.
Men flyselskabet afviser over for Berlingske, at brændstofpolitikken i selskabet udgør et problem for piloterne eller for flysikkerheden.
Ryanair henviser til, at selskabet følger lovens minimumskrav, og at de irske luftfartsmyndigheder, IAA, ikke har fundet anledning til at kritisere Ryanair for fremgangsmåden.
»Der har ikke været kritik eller anbefalinger fra myndigheder om vores brændstof-forbrugslister,« skriver Ryanairs kommunikationschef Robin Kiely i en e-mail til Berlingske.
Berlingske har gennem tre uger søgt svar på en række spørgsmål om brændstofpolitikken i Ryanair. Ryanair har afvist et interview om brændstofligaen.
Bekymring afvises
I stedet er Ryanairs kommunikationsafdeling efter flere ugers betænkningstid vendt tilbage med svar på nogle af Berlingskes spørgsmål på e-mail.
Ryanair afviser heri den bekymring, som Berlingskes anonyme kilder med en fortid i Ryanair fremfører om brændstofligaens effekt på piloterne i selskabet. Desuden bliver de navngivne ekspertkilder samt pilotforeningens kritik afvist.
Eksperten er ikke ekspert
»Jeres såkaldte ekspert er tydeligvis ikke ekspert. Hans påstande skyldes uvidenhed. Alle piloter i Ryanair har kompetence til at beslutte, hvor meget brændstof de fylder på. Det eneste formål med vores brændstofforbrugsliste er ikke at holde forbruget nede (vi ønsker ikke at minimere forbruget), men snarere at efterleve vores Standard Operating Procedures,« skriver Robin Kiely.
Derudover henviser Kiely til en udtalelse i 2013 fra de irske luftfartsmyndigheder, IAA, om brændstofligaen, som tidligere har været diskuteret i Storbritannien.
Et uddrag følger her:
»Kaptajnen må gerne tanke ekstra brændstof baseret på hans/hendes vurdering, og det er tydeliggjort i det materiale, som alle piloter får fra Ryanairs chefpilot. Muligheden for kaptajnen til at tage ekstra brændstof med er en ekstra foranstaltning, som forbedrer sikkerheden (...) det er normalt, at luftkaptajner i Ryanair vælger at tage mere ekstra brændstof med. Vi evaluerer løbende brændstofpolitikken i Ryanair som en del af vores myndighedsansvar og har i øjeblikket ingen bekymring om, at der eksisterer nogen restriktioner på, hvor meget brændstof, der må tankes på flyene.«
{embedded type="node/" id="34154610"}