Lav en lasagne til en hjemløs
På lørdag serveres der gratis lasagne til hjemløse i København og Odense. Initiativet startede på Facebook og mere end 500 frivillige ønsker at hjælpe til.
På lørdag serveres der gratis lasagne til hjemløse i København og Odense. Initiativet startede på Facebook og mere end 500 frivillige ønsker at hjælpe til.
Mange hjemløse oplever december måned som en hård tid – uden den sædvanlige glæde og varme som normalt hører jule til. Derfor har to studerende, Ivan Stockmarr og Nicolas Tristan startet projektet ”Lav en lasagne til en hjemløs”, for at hjælpe hjemløse med et varmt måltid og socialt samvær.
- Vores formål er at sætte fokus på de hjemløses vilkår og samtidig gøre noget konkret for at vise vejen. Det startede som et eksperiment, men da vi så hvor stor interessen var for at hjælpe de hjemløse, blev det hurtigt meget konkret, siger Ivan Stockmarr.
På Facebook har mere end 500 personer sagt ja til at deltage i arrangementet, som i alt sin enkelthed går ud på at komme med en varm lasagne, og dele den med de hjemløse. Den store interesse kommer bag på initiativtagerne.
- Interessen har været kæmpe stor, og personer fra hele landet har vist et kæmpe engagement. Vi glæder os meget til at gøre julen lidt varmere for de hjemløse, siger Ivan Stockmarr.
Alle lasagnerne bliver givet til de hjemløse klokken 18 på Kultorvet og Vesterbros Torv i København og ved Brandts Passage i Odense.
Alle som ønsker at støtte initiativet, men som ikke selv har mulighed for at komme forbi med en lasagne, kan donere 35 kroner ubeskåret til ”Lav en lasagne til en hjemløs”, ved at klikke forbi www.billetto.dk.