Det er efterhånden svært at smide flere superlativer efter Michael Laudrup og hans gøren hos walisiske Swansea. I de seneste syv kampe er holdet ubesejret, og det selv om modstanderne blandt andet har heddet Manchester United, Arsenal, Chelsea og nu Everton, der indtager femtepladsen i Premier League - fire pladser over Laudrups mandskab.
I går leverede Swansea dog en kedsommelige præstation. Den sædvanlige energi var ikke til stede, hvilket måske skyldes Capital One Cup-kampen onsdag, og selv om holdet fik 0-0 på Goodison Park, var det mildest talt meget, meget heldigt.
Nærkampene blev tabt på stribe, spillet haltede og spillerne virkede generelt yderst trætte, så det var uden tvivl en tilfreds Michael Laudrup, der kunne hæve det ene point efter en totaldominans af hjemmeholdet.
Spansk landstræner på besøg
Michael Laudrup udtalte i ugens løb sin begejstring for, at holdet nærmede sig sæsonens første milepæl i form af 40 point i Premier League, hvilket svanerne nu kun er ti point fra at indfri.
Når årsagerne til den store succes skal findes, skal der uden tvivl sendes roser i retning af frontløberen Michu. Spanieren har taget alle med storm siden sit skifte til Swansea i sommer, og det medførte, at den spanske landstræner Vicente del Bosque i går overværede kampen med henblik på en eventuel udtagelse til den kommende landskamp.
Desværre for del Bosque bød den ikke på de sædvanlige fine takter fra Michael Laudrups tropper. Michu viste for første gang tegn på liv efter en halv times spil, da han fra en spids vinkel forsøgte sig med et lob over Tim Howard i Evertons mål. Men målmanden fik lige nøjagtig det yderste af fingerspidserne på, og bolden strøg op på overliggeren og ud til hjørnepark.
Da dommer Phil Dowd endelig fløjtede kampen af, var det derfor en flok lettede Swansea-spillere, som kunne slentre trætte ned i omklædningsrummet. Swanseas spillere har da også brug for få en optimal restituering, da der venter et hårdt program for i januar. Her skal holdet op imod Stoke og Sunderland i Premier League-regi, mens Chelsea venter i returopgøret i Capital One Cup’ens ene semifinale. Og ja, så skal holdet også lige møde Arsenal på onsdag i FA Cup’en.