Det er glat på de danske veje, og det påvirker trafikken mandag. Mange køretøjer - og særligt lastbiler - skøjter rundt, og det skaber problemer mange steder i landet.

En lastbil spærrer Herningmotorvejen i østgående retning mellem Låsby og Skovby, oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter. Lastbilen er kørt i grøften og spærrer vejen.

På E45 i sydgående retning har der også været færdselsuheld mellem Skanderborg N og Skanderborg V, og det har været en travl dag, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

»Det er de pisse lastbiler. De skøjter rundt. Bare de kunne lære at køre ordentligt. De er meget lange, og de spærrer meget, når de holder på tværs,« siger vagtchefen, der fortæller, at der har været omkring ti færdselsuheld på motorvejen siden klokken 07.00.

Hos Østjyllands Politi meldes der også om spærrede motorveje. Her skriver politiet følgende på Twitter:

»Lastbil væltet på E45, der er lukket i sydgående retning fra afkørsel 43 Sdr. Borup til 44 Hadsten. Nordgående retning er delvist spærret.«

Og generelt har E45-motorvejen været hårdt ramt af trafikuheld. Også i Nordjylland syd for Støvring har vejen været spærret på grund af et trafikuheld, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen:

»E45 er lukket i nordgående retning syd for Støvring. Det betyder, at man skal køre fra i et godt stykke før. Motorvejen er lukket, fordi vi ikke kan få redningsmateriel frem, og der holder lange bilkøer,« siger han og fortsætter:

»Det er rimeligt seriøst på de åbne stykker. Patruljerne kan ikke se noget, og de melder om sigtbarhed på cirka en meter. Vi har lukket Hadsundlandevej på grund af fygningerne, snedriverne gør det simpelthen umuligt at køre.«

Storebæltsbroen er spejlglat, og der meldes om isslag i begge retninger, hvilket betyder, at overhaling ikke er mulig. Saltspredere kører på broen, men bilister skal være meget opmærksomme og forsigtige.

Hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er der også problemer på de glatte veje. Politiet melder her om flere uheld på Vestmotorvejen og skriver blandt andet på Twitter:

»Nyt uheld på Vestmotorvejen mod øst ved Vemmelev. Sæt hastigheden ned. Der er ikke nødspor - men noget glat,« skriver de.

Lidt før klokken 13.00 skrev de om et nyt trafikuheld, denne gang på Sydmotorvejen:

»Sydmotorvejen ved Holeby mod nord har en svensker taget en rutsjetur og holder i autoværnet i midten af kørebanen,« skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.