Otte dagbøder af 500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.

Sådan lyder dommen over den 23-årige lastbilchauffør, der var skyld i en voldsom trafikulykke, der i december kostede tre mennesker livet og kvæstede flere. Det har en enig domsmandsret i Horsens afgjort onsdag eftermiddag, skriver bt.dk.

Ulykken indtraf omkring klokken 08.00 den 5. december 2014, hvor den 23-årige bag rattet i sin lastbil påkørte en række køretøjer, der holdt stille på motorvej E45 ved Horsens. Påkørslen udløste et større harmonikasammenstød, hvor i alt otte køretøjer og 14 personer var involveret. 19-årige Julie Lystlund Christiansen, 21-årige Sarah Lønne Grønbæk samt en 54-årig mand fra Esbjerg omkom ved ulykken.

»Pigerne havde ikke gjort noget forkert. De var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Det er så uretfærdigt og meningsløst, at de skulle miste livet på den måde, og de fortjener at få retfærdighed. Det får de ikke, hvis han kan slippe med en betinget frakendelse af kørekortet og måske en bøde eller en kort fængselsstraf,« sagde Julie Lystlund Christiansens far, Flemming Christiansen, til BT forud for retssagen.

Retten lagde til en afgørelse fra Højesteret til grund for dommen.

»Det, jeg kan konstatere, er, at ved et øjebliks uopmærksomhed overser han køen, og da er det for sent,« sagde anklager Thomas Steensen under sin procedure.

Han argumenterede for, at netop fordi den 23-årige førte en stor og tungtlastet lastbil, burde han udvise en højere grad af agtpågivenhed. Derfor nedlagde han påstand om, at lastbilchaufføren skulle idømmes en straf på tre måneders fængsel samt en betinget frakendelse af førerretten.

»Hvis han havde kørt i en mindre bil, så havde skaderne ikke været så omfattende,« sagde anklageren.

Modsat argumenterede forsvarer Henrik Hougaard for frifindelse.

Under retssagen har den 23-årige forklaret, at han fjernede blikket fra vejen et kort øjeblik, da han kiggede i spejlet for at se, om læsset på sættevognen var, som det skulle. Det var uopmærksomheden, der udløste ulykken.

»Jeg kommer kørende og har ikke noget 2-300 meter foran mig. Så kigger jeg i spejlet for at sikre mig, at læsset ligger, som det skal. Idet jeg kigger frem igen, står det hele bare stille foran mig,« sagde den 23-årige chauffør.

Han opdagede først den stillestående trafik, da lastbilen var 20-30 meter fra den bagerste bil.

»Jeg ser nogle biler, der holder i højre vognbane, og så træder jeg alt, hvad jeg kan på bremsen og prøver at undvige til venstre, for der kan jeg ikke se, at der er nogle biler,« forklarede lastbilchaufføren, som oplevede, at bremsen ikke tog fat.

»Så rammer jeg en bil, og jeg kan huske, at jeg kommer op at køre på autoværnet. Jeg kan bare huske, at jeg tænker, jeg ikke skal over i den modsatte retning,« siger lastbilchaufføren, som ikke når at se, hvad det er for en bil, han rammer. Det eneste, han når at registrere, er, at bilen er hvid.

Oplysningen om at chaufføren bremsede, såede bilinspektøren, der har undersøgt ulykkesstedet og de implicerede køretøjer, tvivl om, da han afgav vidneforklaring.

»Jeg kan sige med sikkerhed, at bremselyset ikke har været tændt, og derfor er det meget lidt sandsynligt, at han har bremset i kollisionsøjeblikket,« udtalte bilinspektøren.

Fra lastbilen ramte VW Up’en, til den standsede, var der ifølge bilinspektøren 84 meter. En beregning foretaget af bilinspektøren viste, at lastbilen under normale forhold ville kunne bringes til standsning på 67 meter, når den kører med 90 km/t.