Ajax blev endnu engang reddet af en af klubbens danskere, da man på hjemmebane besejrede Celtic med 1-0 i Champions League.
Både Lasse Schöne og Nicolai Boilesen var med for Ajax, da de forsvarende hollandske mestre skulle forsøge at hente årets første Champions League-sejr. Og Lasse Schöne endte som den helt store helt for hollænderne.
Efter 51 minutter viste Ajax nogle af de evner, der for år tilbage gjorde dem til et af verdens bedste klubhold. Men små, hurtige afleveringen kombinerede de sig rundt om de tunge skotter. Pludselig landede bolden for fødderne af Schöne - og her svigtede midtbanespilleren ikke. Han sparkede den resolut ind bag Forster i Celtic-målet. Danskerens scoring blev samtidig også kampens eneste.
Med sejren er spændingen igen bragt tilbage i Gruppe H. Barcelona har sat sig tungt på førstepladsen med ti point, mens Milan på andenpladsen har fem. Ajax rykker nu op på tredjepladsen med fire point, mens Celtic har tre point på fjerdepladsen.