En gruppe arkæologer har i flere år arbejdet på at finde nye sider af Khmer-rigets hemmeligheder i Cambodjas jungle. Ved hjælp af en særlig laserteknologi er det nu lykkedes dem at opdage hidtil ukendte og for længst glemte byer i området omkring Angkor, der udgjorde Khmer-rigets centrum i 800 til 1.400-tallet. I dag er stedet et stort ruin-område, hvor det berømte Khmer-tempel, Angkor Wat ligger placeret, og som i dag er en af Cambodjas vigtigste turistattraktioner.

Ifølge den britiske avis The Guardian har arkæologerne scannet skovbunden ved hjælp af laserstråler og på den måde opdaget områder, som kan have været beboet af et stort antal mennesker, der blandt andet etablerede sofistikerede systemer til at håndtere vand. Undersøgelsen er den hidtil største af sin art i arkæologiske sammenhænge og dækker et område på næsten 2.000 kvadratkilometer. Ifølge avisen tåler byområdernes størrelse sammenligning med Cambodjas nuværende hovedstad, Phnom Penh, og tilsammen betragtes de som et af verdens største urbane områder i perioden før industri­tiden.

Angkor er allerede på UNESCOs liste over verdensnaturarven, og flere af verdens førende eksperter i Khmer-rigets historie betegner da også opdagelserne som banebrydende. Michael Coe er professor Emeritus ved det amerikanske Yale Universitet og er ifølge The Guardian en af verdens mest fremtrædende specialister i Khmer-imperiet.

»Jeg tror, at disse luftbårne laser-opdagelser udgør de vigtigste fremskridt de seneste 50 eller 100 år i vores viden om Angkors civilisation,« siger han til avisen.

Flere eksperter forventer, at opdagelserne kan være med til at kaste nyt lys over årsagerne til Khmer-rigets fald, som endnu ikke er fuldt belyst. Ifølge The Guardian vil den australske arkæolog, Damien Evans mandag præsenterer sine resultater i det arkæologisk tidsskrift, Journal of Archaeological Science og på et møde i London i The Royal Geographic Society.