Lewis Hamilton, Sebastian Vettel og Kevin Magnussen på cykel i Københavns gader ville for alvor være med til at slå Københavns navn fast som verdens førende cykelby. Det er måske at skrue forventningerne for højt op til Formel 1-kørernes medvirken få timer før, at de skal ned i deres lynhurtige racere og præstere det optimale. Men mon ikke vi ville kunne opnå næsten den samme effekt ved, at præsentationen af hver enkelt kører kommer til at foregå i en cykeltaxa eller en Christiania-cykel i stedet for den åbne ladvogn, der er tradition for, og som vi ser på TV søndag efter søndag i forbindelse med grand prix’erne over hele verden.

I forbindelse med at profilere København som en grøn cykelby er denne præsentation et af de tiltag, som indgår i finpudsningen af aftalen om et eventuel Formel 1-løb i København i sommeren 2020. Formel 1 fremstår ofte som en miljøfjendtlig sport, men det er en hel urimelig påstand. Der er dokumentation for, at drivkraften for udviklingen af gadebiler er, at de kendte bilmærker anvender store summer på at samle de mest innovative ingeniører til at udvikle ny teknologi, som efterfølgende bruges i millioner af almindelige biler.